Magasin-varehusene i Danmark lever videre.

»Både medarbejdere, leverandører, samarbejdspartnere og kunder kan sove trygt om natten, og vi er som altid klar til at tage godt og sikkert imod alle vores kunder – både her i december op til julen og i de næste 150 år,« siger økonomidirektør i Magasin du Nord, Peter Fabricius, til B.T.

Rektionen kommer efter, at det tirsdag kom frem, at de engelske ejere i Debenhams står foran en konkurs og lukning af samtlige butikker i Storbritannien.

Store økonomiske problemer gennem flere år – også forstærket af covid-19-krisen – har resulteret i et afgrundsdybt kollaps, fordi en mulig køber af den hæderkronede koncern er sprunget fra i sidste øjeblik.

Debenhams købte i 2009 Magasin du Nord, der har syv stormagasiner i Danmark: på Kongens Nytorv i København, i Aalborg, i Odense, i Aarhus, i Rødovre, i Lyngby og i det københavnske storcenter Fields.

Den danske ledelse forsikrer altså nu over B.T., at selv om de britiske Debenhams-butikker står over for en lukning, vil det ikke ske i Danmark.

»Magasin du Nord er en juridisk selvstændig enhed, så uanset hvad der sker med vores nuværende engelske ejere, Debenhams, så fortsætter vi stolt og ufortrødent med at eksistere her i Danmark, som vi kender Magasin i dag,« siger økonomidirektør Peter Fabricius.

Han henviser til, at driften af de danske varehuse ikke har været ramt af samme udfordringer som moderselskabet, der faktisk tidligere i år satte de danske varehuse til salg.

»Vi har her i Danmark en økonomisk sund, veldrevet og fremtidssikret forretning, som vi forventer fortsat vil vokse og vækste i både vores fysiske stormagasiner og online. Det ser vi frem til, ligesom vi – som vi længe har gjort det – ser frem til på et tidspunkt at operere under en ny ejer,« siger Peter Fabricius.

Debenhams har eksisteret i 242 år, og med den forestående konkurs kan 12.000 medarbejdere risikere at miste deres arbejde.