Den kendte engelske varehuskæde Debenhams er tæt på konkurs.

Britiske medier som BBC og Sky News skriver, at samtlige 124 butikker i England står foran en permanent lukning.

Det er Debenhams, der ejer det kendte danske varehus, Magasin du Nord, der blandt ligger på Kongens Nytorv i København, i Aarhus, i Aalborg, i Odense, i Rødovre og i Lyngby.

Tidligere i år, i april, kom det hæderkronede engelske selskab med 242 år på bagen under administration efter flere års økonomisk uføre – detr er kun to år siden, at selskabet præsterede det dårligste regnskab nogensinde med et underskud på mere end fire milliarder kroner – og det er de seneste forsøg på en redning, der nu er kollapset.

Magasin på Kongens Nytorv i København.
Magasin på Kongens Nytorv i København. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Det sker, fordi sportskæden JD Sports har trukket sig fra forhandlingerne om en overtagelse.

»Alle tænkelige skridt er blevet taget for at gennemføre et salg, der ville sikre Debenhams fremtid. Men det økonomiske landskab er lige nu ekstremt udfordrende og kombineret med uvished omkring den britiske detailbranche var det ikke muligt at nå frem til en handel,« siger Geoff Rowley fra FRP Advisory, der er firmaet, der i dag administrerer Debenhams.

Dermed står omkring 12.000 ansatte nu til at miste deres job.

Mange af de britiske butikker er allerede i øjeblikket lukkede på grund af restriktioner i forhold til coronapandemien. Siden maj er omkring 6.500 blevet dyret fra selskabet.

BBC skriver, at medarbejderne fik besked tirsdag morgen.

Nyheden om Debenhams kvaler kommer kun kort efter, at en anden stor britisk shoppinggigant, Arcadia Group, meldte ud, at man ligeledes er sat under administration. Det er blandt andet selskabet bag tøjkæden Topshop.

B.T. forsøger at få en kommentar fra Magasin du Nord om, hvad det kommer til at betyde for de danske stormagasiner. Debenhams købte sig ind her i 2009, men i september i år satte den engelske gigant de danske varehuse til salg.