Da flammerne for alvor tog fat i en af Søndervigs ikoniske bygninger for få uger siden, lød forklaringen, at branden formentlig skyldes en grill på en altan.
Men efter en række tekniske undersøgelser, er forklaringen nu en anden.
Det var nemlig slet ikke en grill, der var årsag til, at 'Det Gamle Hotel' brød i brand.
Det skriver TV Midtvest, som bragte historien først.

Det står klart efter, at politiets teknikere samt Dansk Brand- og Sikringsteknisk Institut (DBI) torsdag har afsluttet deres efterforskning, for her viser det sig, at det sandsynligvis var 'et defekt leje', som gjorde, at bygningen i den jyske ferieby ikke stod til at redde.
»Vi ved med 100 procents sikkerhed, at det ikke er en grill, der har antændt bygningen. Men at det er med størst sandsynlighed er et defekt leje i et ventilationsanlæg,« fortæller Henning Østergaard, som er ansat hos Lokalpolitiet i Ringkøbing.
Ventilationsanlægget med det defekte leje, som man formoder er årsagen til branden, var placeret over de to øverste ferielejligheder i bygningen.
Branden opstod lørdag 23. oktober, hvor politiet modtog en anmeldelse kl. 15.42 om en brand på Badevej 20A, som i folkemunde kaldes 'Det Gamle Hotel'.
Branden tog flere timer at slukke, og omkring klokken 19.45 kunne politiet oplyse, at bygningen ikke var til at redde.
Der var ingen tilskadekomne i forbindelse med branden.

