Østjyllands Politi søger vidner efter en bilbrand mandag morgen i Tilst ved Aarhus.

Anmeldelsen tikkede ind mandag 5.23. Den lød på, at der var ild i en bil, der holdt på en p-plads på Pollenvænget i Tilst.

Da patruljen kom frem, havde branden bredt sig til flere biler ved siden af.

Brandvæsnet kom og fik slukket branden, der umiddelbart nåede at forårsage skader på fire biler.

Det skriver politiet i døgnrapporten.

Den bil, som branden formentligt opstod i, var helt udbrændt.

»Der var ild i flere biler, da vi kom frem. Vi håndterer slukningen og derefter tager politiet over, så vi ved ikke noget om brandårsagen,« lyder det fra operationschefen ved Østjyllands Brandvæsen.

Ifølge Østjyllands Politi var det umiddelbart ikke muligt at fastslå brandårsagen, men politiet mistænker, at branden er påsat og hører derfor gerne fra eventuelle vidner.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet via telefon på 114.

Andre læser også