Sagen om Politiets Efterretningstjenestes (PET) brug af håndværker Jens Christian Bundgaard skal undersøges til bunds.

Det siger politikere i både rød og blå blok efter B.T.s afdækning af, hvordan Jens Christian Bundgaard ifølge en underentreprenør og en tidligere ansat blandede sin egen husrenovering sammen med sit arbejde for PET.

Samtidig har Jens Christian Bundgaard de seneste fem år tjent 33 millioner kroner på at være PETs og statens faste håndværker. Kontrakter for mindst 52 millioner kroner kom ifølge en revisionsrapport heller ikke i de lovpligtige udbud.

Jens Christian Bundgaard har på fem år tjent 33 millioner kroner på at arbejde for staten – primært PET.
Jens Christian Bundgaard har på fem år tjent 33 millioner kroner på at arbejde for staten – primært PET. Foto: TV Midtvest
Vis mere

Den spegede sag med Danmarks hemmelige tjeneste i en hovedrolle får skarpe reaktioner fra Christiansborg, hvor politikere kræver, at justitsminister Nick Hækkerup kommer til bunds i sagen.

»Det bør undersøges. Ministeren bør få ryddet op i den her sag og indskærpe over for PET, at man ikke er hævet over loven. Derfor kræver vi en redegørelse fra ministeren i sagen, og det er klart, at det også skal undersøges, om PET har betalt for entreprenørens private renovering,« siger retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Skaarup.

Han tilføjer, at det vil være relevant at benytte sig af Rigsrevisionen eller et eksternt firma, så PET ikke skal undersøge sig selv. Også Radikale Venstre kræver sagen undersøgt, siger fungerende politisk ordfører Samira Nawa.

»Det ligner en alvorlig sag. Først og fremmest må PET se på, hvad der er op og ned. Men Nick Hækkerup må også undersøge det, for det her handler om vores tillid til det offentlige. Vi har ikke brug for endnu en Bettina Jensen-sag,« siger Samira Nawa med henvisning til sagen om en tidligere afdelingschef i Rigspolitiet, der nu er tiltalt for bestikkelse.

Peter Skaarup (DF) efter møde i underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen om næste træk i instrukssagen, på Christiansborg i København, torsdag den 17. december 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Peter Skaarup (DF) efter møde i underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen om næste træk i instrukssagen, på Christiansborg i København, torsdag den 17. december 2020.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Sagen om PET og Jens Christian Bundgaard breakede søndag, da underentreprenør og autoriseret VVSer Claus Ganløse stod frem og fortalte, hvordan han i 2017 fik besked på at skrive PET på tre regninger for i alt 400.000 kroner. Regningerne var dog ikke arbejde for PET, men arbejde udført i forbindelse med en renovering af Jens Christian Bundgaards private palæ i Farum.

Samtidig fortalte en tidligere ansat, D. Christensen, hvordan han kørte dannebrogsvinduer fra PETs hovedsæde i Søborg til Jens Christian Bundgaards hus i Farum under totalrenoveringen af hans hus.

Oplysninger, som en ekspert kalder mistænkelige, blandt andet fordi regningerne i så fald kan bruges til få PET til at betale regningen.

Jens Christian Bundgaard og hans advokat, Hans Jakob Folkver, forholder sig tavse i sagen, mens PET i et svar til B.T. slår fast, at tjenesten »er forpligtet til at undersøge oplysninger, der måtte komme frem om mulige økonomiske uregelmæssigheder«.

Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET.
Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET. Foto: Søren Kjellberg Ishøy
Vis mere

Også fungerende politisk ordfører hos Enhedslisten Victoria Velasquez mener, at sagen er alvorlig.

»Nick Hækkerup skal følge op og sørge for, at det her undersøges til bunds. Og hvis der er foregået noget kriminelt, skal vedkommende retsforfølges. Vi skal kunne stole på det offentlige, og det her er ødelæggende for tilliden. Derfor skal det tages alvorligt,« siger Victoria Velasquez.

Justitsminister Nick Hækkerup har ikke mulighed for at udtale sig om sagen, da han er på ferie. Han henviser derfor til PETs svar.