»Det sidste, jeg får at vide, er, at det ikke er sikkert, jeg har mit ben, når jeg vågner. Jeg er ved at gå i panik, men når ikke at tænke så meget, så er jeg bedøvet.«
14 dage forinden er 38-årige Karina Borbjerg blevet opereret på Herning Sygehus for en korsbåndsskade i sit knæ. Det skulle have været en ren rutineoperation, som hun selv formulerer det.
Men alt, hvad der kunne gå galt, gik galt.
»Jeg bliver ked af det, når jeg tænker tilbage. For det har ændret mit liv fuldstændigt,« siger moderen til to piger på henholdsvis et og seks år.
Det var et øjebliks uopmærksomhed, der tilbage i 2014 bragte Karina på på operationsbordet.
Midt om natten stod hun op og ville give sin datter sin sut. På gulvet ved siden af sengen stod en blæser, som hun trådte på, og hun gled, så knæet lavede et vrid.
»Min datter var endelig faldet i søvn, så jeg stak hånden i munden for ikke at skrige højt af smerte,« siger Karina Borbjerg.
Episoden blev startskuddet til et langt og endnu ikke afsluttet forløb i det danske sundhedsvæsen, hvor lægerne ifølge Karina ikke lyttede før i sidste øjeblik.
Hun har knap tal på, hvor mange gange hun fra operationsdagen i oktober 2016 og 14 dage frem henvendte sig med smerter og en voksende hæmatom - en svulstlignende blodansamling på benet. Gentagende gange blev hun sendt hjem med mere smertestillende i hånden.
»Jeg er desværre meget autoritetstro. De ville ikke lytte til mig, når jeg sagde, at jeg havde ondt,« siger Karina Borbjerg.
Indtil videre har hun fået udbetalt 154.800 kr. af Patienterstatningen for de mén, hun har fået som følge af operationen.
»Jeg er sådan set ligeglad med de penge. Og hvis jeg kunne spole tiden tilbage, havde jeg aldrig fået den operation,« siger Karina Borbjerg.
Som følge af korsbåndsoperationen kan Karina ikke længere stå på flad fod eller mærke eller bevæge den, hun oplever jævnligt spasmer i sit ben og har daglige smerter på grund af spasmerne.
Det har været en omvæltning for familien.
»Jeg har i børnehøjde forsøgt at forklare børnene, at jeg har et dårligt ben, og at nogen har gjort noget galt ved det. Det kan min ældste pige forholde sig til,« siger hun.
En læge, som Karina var i kontakt med undervejs i sit forløb, har fået kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for ikke at reagere i tide, da Karina Borbjerg over flere gange henvendte sig med den voksende blodansamling. De fem andre læger, som Karina har klaget over, har nævnet derimod vurderet, reagerede korrekt.
Det skulle vise sig, at der var opstået en trykstigning i benet, så musklerne ikke fik tilstrækkeligt med ilt.
Komplikationen, et såkaldt kompartmentsyndrom, er meget sjælden, men kan ske ved korsbåndsoperationen i ca. 2,5 pct. af tilfældene.
Det var denne komplikation, der bragte Karina Borberg akut på operationsbordet på Holstebro Sygehus med fare for at miste sit ben.
Karina vågnede med benet i behold, men der var stadig smerter i knæet, ingen bevægelse i foren, og sidenhen er spasmerne kommet til.
Hun har efterfølgende fået en 'second opinion' hos en læge i Aarhus, der har vurderet, at den skrue, der var blevet indsat i knæet under operationen, sad forkert.
Skruen blev fjernet ved en ny operation i januar 2018. Derfor skal sagen nu igen vurderes af Patienterstatningen, der ellers har vurderet, at den læge, der udførte den første operation på Herning Sygehus, ikke gjorde noget forkert.
Uanset om Karina får flere penge eller ej i erstatning, ændrer det ikke på, at hun har mistet sin evne til at gå normalt.
Hun står nu overfor et svært valg: At få amputeret sit ben fra knæet og ned, eller leve med de smerter, der følger med.
Lægerne vil dog først lige se tiden an og give det et år, før de foretager en eventuel amputation.
»Jeg vil jo gerne beholde mit ben, men ikke hvis det er, som det er nu. Hvis det kan give mig bedre livskvalitet, så er det det, jeg gør,« siger hun.
Hun håber, at hun ved at stå frem kan sætte fokus på de mange fejl, der sker i vores sundhedsvæsen.
»Hvis de havde haft tiden til at lytte og undersøge mig i stedet for bare at give mig smertestillende, så var det måske ikke gået så galt. Jeg ved ikke, om de ikke er dygtige nok, eller om de bare løber for stærkt. Jeg tror desværre, det er det sidste,« siger Karina Borbjerg.
