Tirsdag blev en lastbil tabt i Limfjorden fra Hvalpsundsfærgen.

Håndbremsen var ikke blevet trukket, og det resulterede i et flere timer langt forsøg på at hive lastbilen op på land igen.

Færgen 'Mary' er nu på et værft, og hendes stand-in 'Sleipner' skal tage over imens.

Det har krævet nye tiltag.

»Søfartstyrelsen sagde jo, at vi ikke måtte sejle, før vi havde aftalt, hvilke foranstaltninger vi ville indføre, før vi kunne sejle igen,« siger Kent Vestergaard, der er drifts- og anlægschef i Vesthimmerlands Kommune.

Det resulterede i, at han sendte fire punkter til Søfartstyrelsen, som de nu har godkendt.

»Vi får lov til at sejle med Sleipner på baggrund af disse fire punkter: Besætningen skal sikre sig, at alle køretøjer er forsvarligt sikret under alle forhold. Dernæst skal besætningen meddele chaufføren, at håndbremsen skal være trukket,« siger Kent Vestergaard og præsenterer de to sidste punkter:

»Så vil der blive opsat skilte, hvor det vil fremgå, at håndbremsen skal være trukket over overfarten. Det sidste er, at de tre retningslinjer vil blive videreformidlet til offentligheden gennem vores hjemmeside og sociale medier, hvilket vi har gjort.«

De fire retningslinjer gælder al den tid, Sleipner skal stå for overfarten.

Det er muligt, at punkterne også vil gælde for Mary, når den engang er klar igen, men det vides ikke endnu.

»Derudover venter vi på en rapport fra Søfartstyrelsen. Jeg ved ikke, hvornår den kommer, eller hvad der præcist vil stå i den. Men jeg tænker, at den skal afklare hændelsen og måske komme med anbefalinger for, hvad man kan gøre fremover, så ting som dette ikke sker,« siger Kent Vestergaard.

Da lastbilen tirsdag kørte fra færgens dæk og ned i vandet, kørte den også gennem et gelænder.

Om Søfartstyrelsen vil komme med nye krav til holdbarheden for gelænderet, ved driftschefen ikke.

»Gelænderet på Mary skal kunne holde til en bil, men ikke en lastbil. Det er jo enorme kræfter, der er på spil, når sådan en lastbil kører afsted. Jeg vil ikke gisne om, hvorvidt der kommer nye krav til gelænderet, det må være op til Søfartstyrelsen,« afslutter Kent Vestergaard.