Voldsomme havvandsstigninger, tørke, skovbrande, oversvømmelser og nedbørsmængder, der vil skylle hele byer væk fra landkortet.
Det var dyster læsning, FNs klimapanel IPPC mandag præsenterede for klodens befolkning og beslutningstagere.
Hvis ikke udledningerne af drivhusgasser bliver bremset nu, går det rivende galt. Ikke om flere hundrede år, men i dette århundrede.
Menneskeheden står over for dystopiske udfordringer, og FNs generalsekretær António Guterres opfordrede mandag på det kraftigste verdens lande til at indstille jagten på nye forekomster af olie, kul og gas og i stedet satse massivt på grønne, vedvarende energikilder som vind og sol.

Men det får ikke vores olierige naboer i Norge til at skrue ned for ambitionerne om at pumpe endnu mere sort guld op af undergrunden, skriver det norske erhvervsmedie E24.no.
I perioden 1850-2019 har verden ifølge klimarapporten sluppet 2.390 milliarder tons CO2 ud i atmosfæren.
Og hvis vi skal begrænse den globale opvarmning til de kritiske 1,5 grader i dette århundrede, må vi kun slippe yderligere 400 milliarder tons ud. Med det nuværende udledningstempo svarer det blot til 10 års udledninger.
Det får imidlertid ikke Norges fire største partier Høyre, Fremskrittspartiet, Arbeiderpartiet og Senterpartiet til at ville skrue ned for oliehanerne.

»Det vil ikke være naturligt, hvis vi stopper udvindingen af olien nu. I så fald vil det hul blot blive dækket af andre olielande.«
»Men det er klart, at vi nok skal til at indstille os på, at den norske olieudvinding har en udløbsdato, som er tættere på os, end vi havde troet,« siger Lene Westgaard-Halle, der sidder i den norske energi- og miljøkomité for regeringspartiet Høyre, til E24.no.
Nogen konkret slutdato ønsker hun dog ikke at sætte.
Det samme gælder Arbeiderpariet, Fremskrittspartiet og Senterpartiet, og Fremskrittspartiet påpeger ligesom Høyre, at en nedlægning eller reduktion af norsk olie- og gasproduktion blot vil blive fyldt ud af øget produktion i for eksempel Rusland, Saudi-Arabien og andre olie- og gasproducerende lande.
Til november samles verdens lande i Glasgow til FNs klimakonference COP26.
Her skal landene forsøge at blive enige om, hvordan den forestående klimakatastrofe kan afværges.

