Statsminister Mette Frederiksen (S) gav i 2019 et særligt løfte om forsvaret af Grønland til den amerikanske præsident, Donald Trump.
Siden er årene gået og Donald Trump er blevet præsident igen, men Mette Frederiksen har ikke leveret på sit løfte. Det har ført til kritik fra eksperter og beskyldninger om løftebrud. Nu reagerer forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
Han indrømmer nu overfor B.T., at det ikke er »gået hurtigt nok« med at levere på løftet fra 2019.
Konkret drejer det sig om den såkaldte »Arktis-kapacitetspakke« til 1,5 milliarder kroner, som Mette Frederiksen lovede Donald Trump i 2019, da han første gang luftede ideen om at overtage Grønland. Pakken skulle sikre bedre overvågning og forsvar af Grønland.
I 2021 blev den så vedtaget under daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S), men siden er det som beskrevet af Weekendavisen blot et enkelt af de større tiltag i pakken, som er blevet gennemført. Hverken de milliondyre droner eller radarer, som man ville investere i, er kommet på plads.
B.T. har flere gange forsøgt at få statsminister Mette Frederiksen til at forholde sig til sit løfte fra 2019 og kritikken af, at hun ikke har leveret på det. Men hun henviser til forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Efter seks dages ventetid er han vendt tilbage med en skriftlig kommentar, hvor han forholder sig til kritikken.
»Det tager generelt tid at implementere store projekter på forsvarsområdet – det gælder også i Arktis,« lægger Troels Lund Poulsen ud med at understrege.

Derudover peger han på, at der først blev afsat finansiering til at implementere tiltagene fra 2023. Dog er visse tiltag fra Arktis-kapacitetspakken blevet implementeret, og arbejdet med at implementere de øvrige tiltag er »i fuld gang«, lyder det fra Troels Lund Poulsen.
»Når det er sagt, er det ikke gået hurtigt nok, og tempoet skal løftes,« indrømmer Troels Lund Poulsen og tilføjer:
»Der er fuldt fokus på dette, og det er aftalt at afholde tre årlige møder med Færøerne og Grønland på ministerniveau, hvor opfølgning og det fortsatte samarbejde drøftes for at opnå en fælles forståelse af prioriteringer. Her vil initiativerne fra Arktis-kapacitetspakke blive fulgt på lige fod med de nye initiativer.«
B.T. har efterfølgende spurgt statsminister Mette Frederiksen, om hun er enig i kommentaren fra Troels Lund Poulsen, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.