Tilbage i 2019 gav statsminister Mette Frederiksen (S) den amerikanske præsident Donald Trump et særligt løfte.

Løftet blev ifølge en ekspert givet som et slags »hold kæft«-bolsje til Trump, da han første gang luftede ideen om at overtage Grønland. Men mere end fem år senere er løftet langtfra blevet indfriet, og det kan have alvorlige konsekvenser, lyder det.

»Det sender et dårligt signal til J.D. Vance (USAs vicepræsident, red.) og Donald Trump,« siger Jon Rahbek-Clemmensen, der er faglig leder ved Forsvarsakademiet Center for Arktiske Sikkerhedsstudier.

Han peger på, at det som beskrevet af Weekendavisen blot er et enkelt af tiltagene i den lovede »Arktis-kapacitetspakke« til 1,5 milliarder kroner, der er blevet gennemført. 

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) præsenterer Arktis-kapacitetspakken på et pressemøde den 11. februar 2021. 
Daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S) præsenterer Arktis-kapacitetspakken på et pressemøde den 11. februar 2021.  Emil Helms/Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen lovede Donald Trump pakken i 2019, og i 2021 blev den så vedtaget under daværende forsvarsminister Trine Bramsen (S). Men siden er der ikke sket »så hulens meget«, som Jon Rahbek-Clemmensen udtrykker det.

Aftalen satte ellers 750 millioner kroner af til nogle særlige droner, der blandt andet skulle overvåge russiske ubåde omkring Arktis, ligesom den satte 390 millioner af til en luftvarslingsradar på Færøerne. Ingen af delene er dog blevet til noget.

»De droner, som man ville købe, er endnu ikke indkøbt. Og så er der radaren på Færøerne. Det sidste jeg har hørt er, at den kommer i 2028,« siger Jon Rahbek-Clemmensen.

Faktisk er der kun ét af de større tiltag i pakken, som er blevet gennemført: En ny forsvarsuddannelse i Grønland ved navn Arktisk Basisuddannelse.

Daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Færøernes daværende landsstyremand for udenrigsanliggender Jenis av Rana underskriver en aftale om overvågning af Arktis og ny radar på Færøerne i Tinganes i Tórshavn torsdag den 9. juni 2022.
Daværende forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Færøernes daværende landsstyremand for udenrigsanliggender Jenis av Rana underskriver en aftale om overvågning af Arktis og ny radar på Færøerne i Tinganes i Tórshavn torsdag den 9. juni 2022. Ida Marie Odgaard/Rtizau Scanpix

»Lige nu er den uddannelse det eneste, der er i gang og fuldt implementeret,« siger Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.

Ifølge Jon Rahbek-Clemmesen er en af årsagerne til, at resten af tiltagene arktispakken er forsinket, at det grønlandske landsstyre har været imod det, fordi man ikke følte, at man blev inddraget i arbejdet.

Men det kan langtfra forklare hele forsinkelsen, siger han. Hvad der ellers ligger til grund for denne, fortaber sig hen i det uvisse, mener han.

Hans kollega, Peter Viggo Jakobsen, har dog et bud.

»Pakken var et »hold kæft«-bolsje til Donald Trump. Han holdt op med at være præsident, og ergo forsvandt den brændende platform,« lyder det fra Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet.
»Pakken var et »hold kæft«-bolsje til Donald Trump. Han holdt op med at være præsident, og ergo forsvandt den brændende platform,« lyder det fra Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet. Søren Bidstrup

»Pakken var et »hold kæft«-bolsje til Donald Trump. Han holdt op med at være præsident, og ergo forsvandt den brændende platform. Der dukkede andre problemer og opgaver op indenfor forsvaret, som fik højere prioritet, og så gik pengene derhen, hvor ildebrandene skulle slukkes,« siger han.

Men uanset årsagerne sender forsinkelserne ikke blot et dårligt signal til USA, siger Jon Rahbek-Clemmensen. De har også reelle konsekvenser for forsvaret af Grønland.

»Man har ikke kapaciteten til at udføre de opgaver, man skulle,« siger han.

Kan man også sige, at det gør Grønland mere sårbart?

»Jo, det svækker nok det operative billede en smule deroppe.«

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Mette Frederiksen til denne artikel. Statsministeriets pressetjeneste henviser til forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der dog ikke er vendt tilbage inden deadline.