Æg på bilerne. Æg på husfacaderne. Æg på ruderne.
Borgere i Rynkeby lidt uden for Odense er ved at være ret trætte af æg. Det seneste år har byen nemlig været centrum for mærkværdig chikane.
Ukendte gerningsmænd har gentagne gange kastet med æg mod borgernes huse og biler.
Senest er Lotte Borg Jensens bil blev ramt. Igen.
Det er anden gang inden for et halv år, at hun bliver udsat for æggerkasterens dumheder.
»Vi er bare trætte af det, for det er noget svineri,« lyder det fra Lotte Borg Jensen.
Første gang, Lotte Borg Jensens bil blev ramt, var i november sidste år. I samme periode var flere andre i byen udsat for lignende hændelser.
»Jeg tror, at omkring 5 til 10 husstande var udsat for æggekast i efteråret. Det sker med jævne mellemrum. Jeg har boet i byen i lidt over et år. Og det har været et problem i al den tid,« fortæller hun.
Søren Geilager Kornbek har også været offer for æggekasteren.
I midten af januar stod han i sin stue, da han så en grå Toyota passere hans hus. I det samme blev hans facade og ruder ramt af tre til fire æg.
»Det er pisseirriterende. Men jeg tog det ikke personligt, det virker tilfældigt, hvem de rammer,« fortæller Søren Geilager Kornbek, der valgte ikke at anmelde sagen.
Efter den seneste episode besluttede Lotte Borg Jensen sig dog for at kontakte politiet og anmelde sagen.
Men beskeden hun fik, overraskede hende.
»De ville ikke anmelde eller notere noget, før der var skader på bilerne,« fortæller hun og tilføjer:
»Jeg er forundret over, at politiet ikke tager det mere seriøst, når nu så mange er generede af det.«
Søren Frederiksen, vicepolitiinspektør hos Fyns Politi, understreger dog, at politiet tager sager om æggekast »meget seriøst.«
»Det er et fænomen, vi er bekendte med. Og vi har flere sager registreret vedrørende æggekast. Vi vurderer fra sag til sag, om der er tale om en bødesag, en hærværkssag eller en voldssag,« fortæller han.
Tidligere på måneden skrev B.T. om en anden sag på Fyn, hvor en gruppe var blevet påkørt af en bil, efter der også var blevet kastet med æg.
I Lotte Borg Jensens sag kan der være tale om overtrædelse om ordensbekendtgørelsen, hvilket er en bødesag, forklarer Søren Frederiksen. Men det er dog svært at vurdere, da han ikke kender til den konkrete sag, tilføjer han.
Søren Frederiksen opfordrer dog alle, der ved noget eller har set noget i forbindelse med æggechikanen, til at kontakte Fyns Politi.
»Det er uacceptabel opførsel. Så hvis nogen har kendskab til, hvem der kunne gøre det her, vil vi gerne tale med dem,« forklarer han.
Du kan ringe til Fyns Politi på telefon 114, hvis du ved noget.