'Er du min far?'

Sådan indledes det opslag, som 38-årige Henrik Ottesen 31. december besluttede sig for at dele på Facebook.

Henrik Ottesen har aldrig kendt sin far. Og på årets sidste dag besluttede han at gøre noget ved det.

»Jeg tænkte, hvorfor ikke? Jeg har jo ikke noget at miste,« lyder det fra Henrik Ottesen.

Som sagt, som gjort.

En offentlig efterlysning blev delt: 'Året er 1982, juni måned og vi er i Odense. Du skulle gå under øgenavnet 'si-Frandsen', være omkring de 20 år og min mor omkring 16 år,' skriver Henrik Ottesen blandt andet i opslaget.

I forlængelse heraf oplyser han, at hans far på daværende tidspunkt angiveligt var chaufførmedhjælper.

Opslaget har i skrivende stund mere end 300 delinger.

»Det hele føles meget overvældende. Jeg er overrasket over, hvor mange der har delt det – og hvor mange, der har henvendt sig,« siger Henrik Ottesen.

For selvom informationerne er få, har flere allerede kontaktet ham med mulige spor.

»Jeg håber, at jeg finder ud af, hvem min far er. Helt overordnet har jeg brug for at vide, hvor jeg stammer fra. Jeg har ikke nødvendigvis en forventning om at finde en far,« siger Henrik Ottesen og fortsætter:

»Først må vi se, om det overhovedet kan lade sig gøre at få etableret kontakt. Derfra må vi se, om der er en gensidig interesse i at lære hinanden at kende.«

Behovet for at lære sit ophav at kende har særligt givet sig til kende over de seneste 20 år.

»Jeg har haft andre faderlige personer i mit liv, men jeg føler, at jeg mangler en vigtig brik i mit liv,« siger han:

»Og så mangler jeg måske også en farfar til min datter, der ofte spørger ind til, hvem han er.«

Henrik Ottesen oplyser, at han har forsøgt sig hos både rigsarkivet og kirkebøgerne uden held.

Ligeledes er dåbsattesten mangelfuld og uden svar.

Kender du Henrik Ottesens far – eller har du information, der kan hjælpe ham videre – kan du kontakte ham på Facebook.