32 måneder. Så lang tid skulle der gå, før Sven Panch Pedersen fik en afgørelse på en klage, han indsendte til Parkeringsklagenævnet tilbage i maj 2019.

Parkeringsklagenævnet skriver dog på deres hjemmeside, at behandlingstiden som udgangspunkt er højest tre måneder.

B.T. har tidligere skrevet om sagen, som Sven Panch Pedersen selv kalder for »ligetil«. Han er pensioneret kriminalbetjent og kender derfor lidt til færdselsloven.

Skruer vi tiden tilbage til den 23. april 2019, havde Sven Panch Pedersen et kort ærinde i Jysk på Grønløkkevej i Odense. Han strøg derfor hurtigt ind i butikken, og mindre end tre minutter senere stod han igen ved sin bil, fortæller han.

Her ventede ham dog en ærgerlig overraskelse. I forruden sad et kontrolgebyr på 795 kroner fra det private parkeringsselskab OnePark, der nu hedder Apcoa. Et selskab, der ifølge Parkeringsklagenævnets tal står for 44 procent af alle klagerne i nævnet, skriver TV2 Lorry.

Sven Panch Pedersen fik bøden, da p-skiven ikke var indstillet. Alligevel holdte han på, at han ikke havde gjort noget forkert, og derfor klagede han over bøden. Den klage har Parkeringsklagenævnet nu givet ham medhold i.

»ONEPARK A/S er ikke berettiget til at opretholde kravet om betaling af kontrolafgift på 795,-« lyder det i afgørelsen fra december 2021.

Der var nemlig tale om en standsning og ikke en parkering, forklarer Sven Panch Pedersen.

Ifølge færdselsloven behøver man ikke at stille p-skiven, hvis bilen er henstillet i mindre end tre minutter, for så er det en standsning. Er bilen henstillet mere end tre minutter, er der tale om en parkering, og så skal p-skiven bruges.

Onepark mente dog ikke, at færdselslovens regler gjaldt på deres parkeringsplads, da den var privat. Men i en dom fra Østre Landsret i juni 2020 blev det slået fast, at færdselslovens regler for standsning også gælder på private parkeringspladser, hvis der ikke står andet på skiltene.

Sven Panch Pedersen tog billedet her af parkeringsskiltene på Grønløkkevej i Odense, efter han have fået en bøde i 2019. Som det fremgår, er standsning ikke forbudt.
Sven Panch Pedersen tog billedet her af parkeringsskiltene på Grønløkkevej i Odense, efter han have fået en bøde i 2019. Som det fremgår, er standsning ikke forbudt.
Vis mere

Som det fremgår af skiltet på fotoet, stod der ikke standsning forbudt, og derfor var det færdselslovens regler, der var de gældende på pladsen.

Med afgørelsen er Sven Panch Pedersen én af de mange, der de seneste år har fået medhold i klager mod private parkeringsselskaber. I 2020 faldt mere end halvdelen af afgørelserne i Parkeringsklagenævnet til klagerens fordel, skriver TV2 Lorry.

At Apcoa står for så mange af klagerne er ifølge dem helt naturligt, da de er branchens største selskab, lyder det i et svar til TV2 Lorry.

Sven Panch Pedersen er lettet over, at der nu endelig kan sættes et punktum i hans sag.

»Jeg troede aldrig det ville ende. Jeg kan ikke forstå, at det har taget så lang tid.«

Hvorfor det skulle tage Parkeringsklagenævnet 32 måneder at behandle sagen, er der ingen forklaring på.

B.T. har forsøgt at kontakte nævnet uden held.