»Hvis man tidligere har været smittet med covid-19, betragtes man som immun, 2-12 uger efter den positive pcr-test er blevet foretaget. Derfor vil man i denne periode kunne bruge sin immunitet til at få adgang, hvor der er krav om coronapas«.

Sådan lød det søndag i svar fra Sundhedsministeriet til B.T., efter flere læsere i vores corona-liveblog havde spurgt til, om der var en tidsmæssig begrænsning på, hvor længe man betegnes som immun efter overstået smitte med coronavirus i sit coronapas.

Europa-Kommissionen lader dog til at have andre planer, hvad angår immunitet, for det kommende fælles europæiske vaccinepas, der skal være med til at sikre, at borgere igen kan rejse mere frit på tværs af EU-grænser.

Ifølge kommissionen vil ens immunitet efter overstået coronavirus således kunne gælde 180 dage mod de nuværende 12 uger i Danmark.

Professor ved Roskilde Universitet, Karen Angeliki Krogfelt, der forsker i blandt andet antistoffer og immunologi, mener, grænsen på de 12 uger er udtryk for, at vi er meget forsigtige i Danmark:

»Den viden, vi har nu om coronavirus, består af små brudstykker og er afhængig af, hvordan man så tolker den. Det kan gøre det svært at sætte en tidsgrænse på, hvor længe man er immun. I Danmark er vi ultra forsigtige,« siger hun.

Karen Angeliki Krogfelt undrer sig over, at den nuværende tidsgrænse ikke er ensrettet med de planer, EU har fremlagt:

»Det forvirrer folk, hvis ikke tidsgrænsen er den samme. Men det skyldes, at det hele er en tolkning af resultater og formodninger, fordi man ikke har de nødvendige videnskabelige data endnu. De er måske svære at få hurtigt,« siger hun.

App'en MinSundhed fungerer som et simpelt coronapas.
App'en MinSundhed fungerer som et simpelt coronapas. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Som det ser ud lige nu fungerer appen ‘MinSundhed’ ifølge myndighederne som »et funktionelt, men simpelt coronapas«.

I slutningen af maj forventes en mere avanceret og brugervenlig app at blive lanceret, som skal tage højde for fælles europæiske standarder.

At Kommissionen foreslår 180 dage, eller hvad der svarer til et halvt års immunitet, giver mening ud fra et videnskabeligt synspunkt:

»Fra tidligere sars og mers epidemier, som jo også er en coronavira, kunne man se, at folk i hvert fald have antistoffer op til et år efter. Halvdelen havde op til tre år. Så at sætte grænsen ved seks måneder giver mening ud fra andre virussygdomme, vi kender og har testet,« siger Karen Angeliki Krogfelt.

Hun får opbakning fra Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet:

»EUs regler giver sådan set god mening, hvis der er tale om samme eller en nært beslægtet virusstamme. Jeg vil blive overrasket, hvis immuniteten viser sig at holde under et halvt år. Virus kan selvfølgelig mutere, så der kommer en helt ny variant, og det kan man godt forestille sig kan ske inden for et halvt år,« siger han.

Han undrer sig over den nuværende danske grænse på 12 uger:

»Hvis der er tale om at blive smittet igen med samme eller en nært beslægtet virus stamme, er tidsrammen urealistisk lav. Hvis der er tale om en virusstamme med mange mutationer, er der i realiteten tale om et nyt virus, og så giver det ikke så megen mening at sætte nogle tidsfrister,« siger Hans Jørn Kolmos.

Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.
Hans Jørn Kolmos, professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet. Foto: Bjarne Lüthcke
Vis mere

I forvejen findes der forskellige typer coronavarianter, som for eksempel den sydafrikanske og den brasilianske variant, der vurderes at være mere smitsomme. Ifølge Hans Jørn Kolmos er disse vira »på vej til at være et nyt virus«. Men igen, mangler der altså viden om varianterne:

»Vi ved ikke, hvornår folk kan blive gensmittet, og hvordan de reagerer, når de bliver smittet med de forskellige varianter, og hvor godt de så er beskyttet imod dem på længere sigt,« siger Karen Angeliki Krogfelt.

I en mail til B.T. oplyser Sundhedsministeriet, at det fortsat er Sundhedsstyrelsens faglige vurdering, at en tidligere smittet person betragtes som immun 2-12, efter den positive coronatest er foretaget. Ministeriet oplyser dog også at:

»De sundhedsfaglige anbefalinger løbende kan justeres i takt med, at der kommer ny viden på området.«

Sundhedsministeriet skriver desuden, at det af EU-Kommissionens forslag fremgår, at det er op til de enkelte medlemslande selv at beslutte den præcise tidsperiode for et gyldigt restitutionscertifikat, som borgerne skal have mulighed for at få udstedt.