I den forgangne uge har I læsere stillet en lang række spørgsmål om det kommende coronapas i vores corona-liveblog. Vi har derfor bedt Sundhedsministeriet svare på de 10 mest stillede spørgsmål. Du kan se svarene herunder:

1. Hvis man ikke benytter sig af digitale hjælpemidler, oplyser Sundhedsministeriet, at man kan få tilsendt et brev som dokumentation på en negativ test. Men hvordan vil man sikre, at resultatet ikke når at blive forældet, inden man modtager brevet?

»Det er i dag muligt at få fysisk dokumentation for negativ antigentest hos mange af de private udbydere, og det vil fremover blive stillet som krav, at disse leverandører tilbyder fysisk dokumentation til borgere, som ønsker det. Herudover arbejdes der på en konkret løsning for at sikre, at færdigvaccinerede, ikkedigitale borgere får en let og ubureaukratisk adgang til at dokumentere deres vaccination. Det kan for eksempel sikres ved, at vaccinationspasset tilsendes med fysisk post efter gennemført vaccinationsforløb«.

2. Hvad gælder ved overstået smitte – er man så »dækket ind« i sit coronapas, uanset hvornår man har været smittet, eller er der en tidsmæssig begrænsning?

»Hvis man tidligere har været smittet med covid-19 betragtes man som immun, 2-12 uger efter den positive pcr-test er blevet foretaget. Derfor vil man i denne periode kunne bruge sin immunitet til at få adgang, hvor der er krav om coronapas«.

3. Er det nok at have fået første stik med vaccinen, eller skal man have fået andet stik også, før man kan undgå at skulle vise negativ coronatest?

»Man skal være færdigvaccineret, dvs. have modtaget begge stik, før vaccination kan vises i coronapasset. Hvis man kun har modtaget første stik, skal man således kunne fremvise en negativ test (eller tidligere smitte)«.

4. Hvis det registreres i ens coronapas, at man allerede har været smittet – betyder det så, at myndighederne antager, at man ikke kan smittes to gange?

Covid-19-pas.
Covid-19-pas. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis man tidligere har været smittet med covid-19, betragtes man som immun, 2-12 uger efter den positive pcr-test er blevet foretaget. Derfor vil man i denne periode kunne bruge sin immunitet til at få adgang, hvor der er krav om coronapas. Efter de 12 uger skal man igen dokumentere negativ test (eller gennemført vaccination) for at få adgang, hvor der er krav om coronapas«.

5. Hvis man er færdigvaccineret, hvorfor skal man så nogle steder fortsat kunne vise en negativ coronatest?

»Der er mandag aften (22. marts, red.) indgået en ny politisk aftale, som blandt andet omhandler coronapasset. De nærmere regler for udmøntning af den politiske aftale skal nu drøftes med de relevante sektorpartnerskaber og efterfølgende udmøntes. Indtil de nye regler er udmøntet, vil de eksisterende regler for Bornholm, zoologiske haver mv. fortsat være gældende, og det betyder, at man nogle steder vil skulle vise en negativ test, selvom man er vaccineret.

Har du oplevet at skulle vise negativ corona-test, selvom du allerede nu er vaccineret? Så hører vi gerne fra dig til en artikel på bt.dk. Skriv til 1929@bt.dk.

Fra slutningen af marts vil appen MinSundhed fungere som et simpelt coronapas.
Fra slutningen af marts vil appen MinSundhed fungere som et simpelt coronapas. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

6. Skal man vise coronapas ved take-way?

Der er mandag aften (22. marts, red.) indgået en ny politisk aftale. De nærmere regler for udmøntning af den politiske aftale skal nu drøftes med de relevante sektorpartnerskaber og efterfølgende udmøntes.

7. Skal frisøren, tjeneren eller andre selv kunne fremvise en test, der er mindst 72 timer gammel?

»Nej, i aftaleteksten lægges der ikke umiddelbart op til at indføre krav om coronapas for de ansatte. Dog anbefales det, at alle med fysisk fremmøde på deres arbejdsplads testes to gange ugentligt«.

Du skal have en negativ coronatest mange steder for at være en del af samfundet igen. Testen må ikke være mere end 72 timer gammel.
Du skal have en negativ coronatest mange steder for at være en del af samfundet igen. Testen må ikke være mere end 72 timer gammel. Foto: Henning Bagger
Vis mere

8. Tæller de 72 timer, fra man bliver testet, eller fra man kan fremvise resultatet af testen?

»De 72 timer tæller fra selve prøvetagningstidspunktet«.

9. Som bloddonor kan man få foretaget en antistoftest. Vil resultatet af denne kunne overføres til coronapasset?

»Nej, coronapas omfatter ikke antistoftest. Hvis man tidligere har været smittet med covid-19, betragtes man som immun, 2-12 uger efter den positive pcr-test er blevet foretaget«.

10. Hvordan skal man kunne bevise en negativ coronatest, når ens telefon ikke kan downloade appen?

»Først og fremmest kan man sørge for at opdatere ens telefon til det nyeste styresystem og se, om appen så kan downloades. Derudover kan man også se sine testsvar på sundhed.dk's hjemmeside. Hvis man bruger hjemmesiden, har man mulighed for at printe et covid-19-testpas, der dokumenterer en negativ test«.