De mange koranafbrændinger i sommermånederne tændte ild under debatten om, hvorvidt det skal være lovligt at brænde hellige religiøse skrifter af i Danmark.
Forbuddet splitter særligt Folketingets partier, men måske ser de frem til et eventuelt forbud i politiets regnskabsafdeling.
Politiet har fra 21. juli og frem til 20. september anvendt ressourcer svarende til op mod seks millioner kroner på at administrere, planlægge og beskytte de mange koranafbrændinger.
Det afslører en aktindsigt, som B.T. har anmodet om og fået fra Rigspolitiet angående, hvor mange ressourcer det har krævet at beskytte koranafbrændingerne.
Et standardårsværk i politiet svarer til 800.000 kroner eller 1.250 timer. Politiet har altså ud fra den udregning brugt 9.375 timer i alt siden 21. juli på at beskytte koranafbrændingerne.
Men det tal er med al sandsynlighed en del højere.
For det første inkluderer tallet ikke, hvor mange penge Politiets Efterretningstjeneste har brugt i forbindelse med de brandfarlige demonstrationer, hvor de blandt andet beskytter Stram Kurs-lederen Rasmus Paludan under hans afbrændinger.
Derudover kan politiet ikke oplyse, hvor mange ressourcer de har brugt fra 1. juli til og med 20. juli, hvor særligt mange afbrændinger af muslimernes hellige bog fandt sted i Danmark.
På dette tidspunkt fandtes der ikke en separat tidsregistreringskode i Politets system for koranafbrændinger. Den blev først oprettet til 21. juli.
Nu lurer et forbud for sådanne demonstrationer muligvis ude i horisonten, hvis flertalsregeringen vedtager det lovforslag, som blev fremlagt 25. august.
Rigspolitiet har ikke haft mulighed for at svare på, hvordan de forventer, at et forbud vil påvirke udviklingen af den store udgift inden artiklens deadline.