Siden 1962 har små modeltog kørt rundt og rundt i en glasmontre på Aarhus Hovedbanegård. I hvert fald når der blev puttet mønter i.

Men de seneste seks år har modeljernbanen stået inde i juicebaren Joe & The Juices lokaler, hvor der tidligere var en ventesal.

Det har gennem årene skabt stor debat blandt aarhusianerne. Det var ingen undtagelse, da det socialdemokratiske byrådskandidat Janus Boye tidligere på ugen skrev et opslag om problemet.

Flere hundrede har kommenteret sagen, og langt de fleste er kritiske over for placeringen af modeljernbanen. Kritikken går på, at der bliver spillet for høj musik i juicebaren, og at folk ikke føler sig velkomne derinde.

»Flyt det - det passer slet ikke ind, hvor det står nu. totalt malplaceret. Man får blæst håret bagover af høj musik,« som en aarhusianer skriver på Facebook.

Socialdemokraten Janus Boye mener, at modeljernbanen bør flyttes ud i vandrehallen, hvor der lige nu er en juleudsmykning med juletræer.

Politiker Janus Boye foran den placering, han mener, modeltoget i Aarhus burde have.
Politiker Janus Boye foran den placering, han mener, modeltoget i Aarhus burde have.
Vis mere

Men det er slet ikke en mulighed, oplyser chef for stationsservice i DSB, Jørgen Rasmussen.

Fordi der går 40.000 mennesker gennem banegården hver dag, er hans vurdering, at det ikke er sikkerhedsmæssigt forsvarligt at placere noget permanent i vandrehallen.

»Det er værd lige at huske, at modeljernbanen på ingen måde er en forretning for os i DSB. Vi får ikke nogen penge ud af det. Og dengang vi lejede lokalerne ud til Joe & The Juice, blev der faktisk lagt op til, at modeljernbanen skulle nedlægges helt. Det er sket på næsten alle andre stationer. Alternativet til den nuværende placering er måske, at den slet ikke findes,« siger Jørgen Rasmussen.

Modeltogets nuværende placering i Joe & the Juice.
Modeltogets nuværende placering i Joe & the Juice.
Vis mere

For 50 år siden var da mange lignende modeljernbaner på stationer rundt omkring i landet, men i dag er der kun en i København, Aarhus og Aalborg. Og hvis den skal bevares i Aarhus, er der ifølge Jørgen Rasmussen altså ikke andre mulige placeringer end hos Joe & The Juice.

I perioder er modeljernbanen også udsat for hærværk, og det vurderer han, der ville være langt mere af, hvis den stod midt i vandrehallen. Særligt i de små timer ud på natten. Og reparationer af den slags gamle tog er både dyre og besværlige.