Togansatte hos DSB har genoptaget arbejdet efter en arbejdsnedlæggelse.
Det oplyser informationschef Tony Bispeskov fra DSB.
»Sagen er den, at vores kørende personale på både S-togsnettet og fjern- og regionaltogene på den østlige del af landet begynder at vende tilbage til arbejdet.«
»Derfor er vi begyndt at genoprette trafikken,« siger Tony Bispeskov, der er informationschef hos DSB, til Ritzau.
Dog vil togtrafikken først være tilbage i normal drift tirsdag morgen.
Mandag eftermiddag kører DSB ifølge en pressemeddelelse med reduceret køreplan.
'Der forventes at være timedrift på fjern- og regionaltogene og 20 minutters drift på S-banen og Kystbanen,' oplyses det i pressemeddelelsen.
Derfor kan pendlere godt forvente at skulle vente ekstra på tog i forbindelse med myldretiden mandag eftermiddag.

Togkaosset startede tidligt mandag morgen, hvor DSB's lokoførere nedlagde arbejdet.
Det betød, at der hverken kørte S-tog i Storkøbenhavn eller almindelige tog øst for Odense.
Arbejdsnedlæggelsen kom efter længere tids konflikt mellem lokomotivførerne og DSB. En konflikt, der blandt andet skyldes, at DSB har opsagt en række lokalaftaler om arbejdstid.
Senest har DSB ønsket antallet at tillidsfolk reduceret markant. Dansk Jernbaneforbund gik med til at gå fra 99 til 41 tillidsrepræsentanter.

Da de øvrige aftaler om DSB-medarbejdernes fremtidige vilkår ikke er på plads, har forbundet dog ikke villet skrive under på aftalen om færre tillidsfolk.
Aftalen skulle ellers være trådt i kraft 1. april.
Den manglende aftale og usikkerheden om tillidsfolkene fik DSB-ansatte til i en pressemeddelelse at varsle arbejdsnedlæggelse mandag.
Arbejdsnedlæggelsen lammede togtrafikken øst for Odense og S-togstrafikken i hele Storkøbenhavn mandag. Kort efter klokken 15 meddeler DSB dog, at de ansatte har genoptaget arbejdet.

