Tre vogne og seks betjente. Det vurderede politiet, at der skulle til for at give en bøde til en skønhedsklinik.

»Jeg kan godt snakke. Men bliver nødt til at lægge på, hvis politiet pludselig kommer igen. De kan komme hver time.« Sådan lyder det fra 34-årige Osman Al Chami, da B.T. ringer ham op.

Han ejer en skønhedsklinik i Roskilde, der netop har haft besøg af politiet for sjette gang – fordi han nægter at holde sin klinik lukket.

»Grunden til, at vi holder åbent, er, at vi ikke har en indkomst. Vi kan ikke se nogen anden mulighed for at få brød på bordet.« Sådan lød det i artiklen, som B.T. tidligere har skrevet om skønhedsklinikken.

Men besøg nummer seks fra politiet skulle altså vise sig at blive en oplevelse, han ikke glemmer.

»Grænseoverskridende og ubehagelig« er nemlig de ord, som klinikejeren sætter på besøget af politiet.

»Betjenten havde en virkelig ubehagelig opførsel. Det er en ubehagelig måde at løse tingene på. Politiet skal jo egentlig bare give mig en bøde, fordi jeg bryder loven, og så smutte igen,« siger Osman, der havde kunder i butikken, da politiet kom.

»Vi havde to kunder, og den ene blev ret chokeret. Specielt fordi betjenten ikke holder afstand. Lige fra han træder ind ad døren, går han helt tæt på mig og siger, at jeg skal flytte mig. I min egen butik. Det er privat ejendom og virkelig grænseoverskridende at skulle flytte mig i min egen butik,« erkender Osman.

Han er uforstående over for måden, som hele situationen bliver tacklet på. Faktisk føler han sig direkte chikaneret.

»Vi driver forretning, fordi vi har brug for mad på bordet. Hvorfor tilkalde en hundepatrulje? Det er unødvendigt og ikke den måde, man burde gøre det på,« siger Osman.

Efter politiet har været i klinikken seks gange, lyder bøden nu på 120.000 kroner.

Men vil Osman fortsat holde klinikken åben?

Svaret er ja.

»Jeg prøver bare at opnå retfærdighed i det her. Så jeg bliver ved med at holde åben og køre forretningen videre. Bøderne tager jeg én efter én. Det er nu, jeg har brug for indtægten, ellers går jeg konkurs. Så må jeg betale bøderne senere eller tage den i retten,« lyder det fra Osman.