Utålmodigheden stiger blandt landets efterskoleelever. For de fleste af dem skal vente et stykke tid, før de kan komme fysisk tilbage på skolebænken.

Indtil videre har børne- og undervisningsministeren udtalt, at de fleste efterskoler vil åbne 15. marts, og nogle få skal vente helt til 6. april.

I mellemtiden har flere efterskoleelever foreslået efterskolebobler, hvor eleverne isolerer sig på skolerne, men det behøver ikke at komme så vidt, fortæller Søren Riis Paludan, virolog fra Aarhus Universitet.

»Lige nu er smittetallet så lavt, at der snart er behov for at lave en genåbning. Hvis de ansatte, der kommer ind og ud af efterskolerne, bliver testet hyppigt, kan man spørge, om der er behov for de her bobler.«

Dertil pointerer Søren Riis Paludan, at der også skal laves en plan for eventuelle smitteudbrud, for at det kan lykkes at sende efterskoleeleverne tilbage.

En af de elever, som er berørt af regeringens nedlukningsplan, er 16-årige August Boiskau, som går på Halstedhus Efterskole på Lolland:

»Hvis vi får lov til at komme tilbage, så ved jeg, at næsten alle eleverne er villige til at blive testet dagligt. Jeg er i hvert fald klar til at blive testet hele tiden.«

»Man skal også huske på, at vi ikke er 200 mennesker sammen på efterskolen. Der er regler for, hvem vi er sammen med, og hvornår vi er sammen. På den måde kan vi holde afstand. Det gælder både elever, lærer og ansatte på skolen,« fortsætter han.