»Man kan ikke lukke en efterskole om sig selv.«

Sådan forklarer formand for Efterskolerne Torben Vind Rasmussen.

Over hele landet sidder mange modløse efterskoleelever, som ikke kan komme tilbage i skole lige foreløbig.

De fleste kommer til at vente til 15. marts og nogle helt til 6. april, hvis smittekurverne bevæger sig, som de skal.

Flere af de efterskoleelever, B.T. har talt med, foreslår at lave en slags boble for efterskoleeleverne, hvor de primært kun ser hinanden.

Men formanden for Efterskolerne mener, at det både er umuligt og uforsvarligt.

»Jeg ser gerne, at efterskolerne åbner, men det skal ikke være på en forkert præmis.«

For ifølge ham vil det ikke være muligt at sikre sig en coronafri efterskole, når medarbejdere kommer ind og ud af boblen.

»De ansatte har brug for at kunne være på skolen for at gennemføre undervisningen eller sørge for mad til efterskoleeleverne. Men de har også behov for at komme hjem.«

»Det vil også gå ud over elevernes trivsel. Nogle vil have brug for at komme hjem, og det skal kunne lade sig gøre. I værste fald vil det gå ud over de svageste elever på skolerne,« siger Torben Vind Rasmussen.

Det bakker psykolog Bo Snedker Boman, som sidder i Dansk Psykologforenings corona-ekspertpanel, også op om.

»Det kan både blive en social boble, men også en slags fængsel.«

Bo Snedker Boman forklarer, at der skal være en balance mellem at være ude og hjemme. Og selvom efterskolen i et års tid vil være et hjem for de unge, er det et midlertidigt ophold, som gør, at efterskoleeleverne vil have et behov for at bevæge sig mellem hjem og skole.