Danmarks Radio har valgt at trække dagens udgave af P1-programmet 'Slotsholmen' tilbage.

Det oplyser de til B.T.

Baggrunden skal findes i, at de i programmet interviewer DF-ikonet Søren Krarup. Men ifølge et Facebook-opslag fra datteren Marie Krarup (DF) lider han af Alzheimers.

'Min far, Søren Krarup, bliver lige nu bedt af journalister fra DR om at forholde sig til Dansk Folkepartis situation. Jeg har bedt dem lade være med at henvende sig, eftersom min far desværre har en Alzheimer-diagnose,' lyder det i opslaget, som Marie Krarup lagde på sin Facebook tidligere torsdag.

'Det er ikke rimeligt at bruge en person i den tilstand i politik. Derfor bør DR naturligvis ikke bruge optagelsen. Det er svært nok i forvejen for ham selv og de pårørende at skulle leve med en sådan diagnose,' tilføjede hun.

Opslaget er siden blevet opdateret med en kommentar fra Michael Elsborg, der er politisk redaktør hos DR. I kommentarsporet understreger han, at man ikke var bevidst om, at Søren Krarup havde en Alzheimer-diagnose, da interviewet blev lavet, ligesom man heller ikke kendte til diagnosen, da interviewet blev bragt på P1 torsdag formiddag.

'Havde vi haft denne viden – eller den mindste mistanke om den, ville vi have handlet anderledes. Nu her – efter du henvendte dig til mig, da interviewet var bragt, har jeg og vi på DR besluttet, at interviewet ikke viderebringes på andre af DRs platforme, ligesom det vil blive taget ud af podcastudgaven af Slotsholmen,' skriver han.

Marie Krarup skriver på Facebook, at hun er 'meget glad' for DRs reaktion.