En eftermiddag sidder Nikolaj og scroller gennem sin Facebook.
Pludselig fanger en artikel hans øje.
Overskriftens seks ord indkapsler tidens største datingtrend og lige netop dét, Nikolaj er kørt træt i.
»Er du også træt af Tinder?« står der. »Ja!« tænker han og går ind på artiklen.
Ét klik og 50 ekspertspørgsmål senere var han meldt til, hvad der skulle vise sig at blive et landsdækkende fænomen af et datingprogram.
Han var nu tilmeldt 'Matchet på mælkevejen' på DR.
Et program, der fulgte fire par singler, som uden at vide det var blevet sat sammen på baggrund af deres fødselshoroskop.
I håbet om at få noget tiltrængt luftforandring i sit datingliv gik Nikolaj ind til opgaven med spænding i kroppen.
»Jeg tænkte, at der nok var større chance for, at nogle kærlighedseksperter kunne finde et godt match til mig på baggrund af 50 spørgsmål, end jeg selv ville kunne finde på 10 vilkårlige tinderdates,« siger Nikolaj.
Deltagelsen satte tanker i gang om nutidens datingkultur, hans egne datingvaner og hvordan han ville ønske, man kunne finde kærligheden i dag.
»Jeg har fået et mere realistisk syn på dating nu. Jeg gik ind til programmet med den indstilling, at nu var vi begge 100 procent i det, men vi er stadig bare to mennesker, der stille og roligt skal finde ud af tingene sammen,« siger han.
Spørger man de to husastrologer Amalie Francesca og Marianne Gellert, der gennem programmet beværtede de mange seere med astrologiske fun facts, er Nikolaj en mand, der går ind i forhold med hele sit hjerte, når først han er interesseret.
»Når jeg først er i noget, er jeg virkelig i det, og så er jeg svær at vippe af pinden. Men nu vil jeg huske at tage det stille og roligt og se, hvad der sker. Hvis forbindelsen mellem mig og en date er der, så er den der. Og hvis ikke, er jeg en oplevelse rigere,« siger han.
Et forhold fik han ikke ud af programmet, men noget han har taget med sig fra programmet er mulighederne, som videooptagelserne af ham giver.
»Der, hvor man har mest succes med dating, er, hvis man har en fælles bekendt, der kan sige god for en. Den effekt har tv-programmet også lidt. Nu er der mange ubekendte personlighedstræk omkring mig, der er blevet bekendte, så nu kan det være, der er piger, der genkender mig i byen eller på Tinder og tænker `ham Nikolaj er da ikke så farlig en gut, det kan vi da godt prøve´. For jeg synes, jeg er mig selv i programmet,« siger han.
Nikolajs landsdækkende online kærligheds-cv har fået ham til at tænke, at det kunne være et tiltrængt pusterum fra perfekthedskulturen, som ifølge ham gennemsyrer onlinedatingen.
»Hvis alle bare lige kunne se en to-minutters video, der viser et udsnit af, hvordan folk er i hverdagssituationer, tror jeg, det vil hjælpe en del. For datinglivet er meget opstillet,« siger han og fortsætter:
»Man prøver jo at date en vildt urealistisk version af en person, man kun kender gennem et billede eller hvordan de selv føler, de skal opsummere sig selv i en biografi. Så vil et videoklip som dette sgu være meget sjovere.«
Nikolaj har fået en klar idé om, hvordan datinglivet skulle se ud i dag.
»Jeg ville fjerne de fucking billeder, fjerne de fucking biografier og så lave en Tinder med en ti sekunders video, man skulle se igennem, før man kunne swipe videre. En lille elevatorpitch, det ville da være fantastisk.«



