Det har mødt hård kritik, at DR har sendt redaktionen bag en kommende dokumentar om den danske slavehandel på kursus med en 'racistisk' såkaldt mangfoldighedskonsulent.
Nu viser det sig, at den omstridte konsulent også har arbejdet på manuskriptet til dokumentarserien, der udkommer den 2. marts og bærer navnet 'Slave af Danmark'.
Det bekræfter den ansvarlige DR-chef, Lisbeth Langwadt, overfor B.T.
»Hun har, på linje med mange andre, leveret bemærkninger og sparring til et tidligt udkast af fiktionsmanusset,« siger Lisbeth Langwadt, der er redaktionschef for bred kultur og fakta i DR.
»Udarbejdelse, afgørelser og andre beslutninger er truffet af redaktionen, som hun ikke er en del af,« tilføjer hun.
Konkret drejer det sig om konsulenten Joan Rang Christensen, der ifølge Kristeligt Dagblad blev hyret ind til at afholde en »bias-workshop« og undervise redaktionen bag dokumentaren i »diversitet og blinde vinkler«.
Som del af undervisningen skulle DRs redaktion læse et essay skrevet af Joan Rang Christensen, hvor hun problematiserer »hvidheden« i det danske samfund og fortæller åbent om, at hun undgår »hvide film« og i øvrigt forsøger at undgå hvide mennesker i det hele taget.
»Jeg går ikke til koncerter med stående publikumspladser, fordi jeg ikke gider at stå i armhulehøjde i en dunst af hvid sved,« lyder det blandt andet i essayet.

Det har fået Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen til overfor Kristeligt Dagblad at anklage Joan Rang Christensen for at være racistisk. En kritik, som B.T. tidligere har konfronteret Lisbeth Langwadt med.
DR-chefen understreger, at Joan Rang Christensen kun har været inde over dramasporet i dokumentaren, der består af både fiktive, dramatiserede sekvenser og dokumentarsekvenser.
»På et så komplekst emne som kolonimagt og slaveri er der mange, der læser med på fiktionsmanusset. Ikke mindst personer, der kan give faktuelle input, for eksempel historikere og andre eksperter. Det gælder også mennesker med indsigt i mangfoldighed« siger Lisbeth Langwadt og fortsætter:
»Alle beslutninger om redaktionelle forhold herunder manus tages af redaktionen og i sidste ende programmets producent. De er fuldt kapable til at sikre, at ingen træder nogen steder hen.«
Hvilke ændringer er der blevet gennemført på baggrund af input fra Joan Rang Christensen og andre konsulenter?
»Redaktionen lytter til alle bemærkninger fra alle, der har læst med. Uanset om de er faktuelle, sproglige eller dramaturgiske. Herefter beslutter redaktionen sig til udformningen, og i den sidste ende er det seriens producent, der har det afgørende ord – og i allersidste ende er det mig som programansvarlig.«
B.T. har gennem flere dage forsøgt at få kontakt til Joan Rang Christensen. Det er ikke lykkedes.
I den seneste udgave af B.T.s mediepodcast Q&CO tager Henrik Qvortrup også DRs brug af mangfoldighedskonsulent op.
Hør Qvortrup konfrontere en af de ansvarlige DR-chefer 34 minutter inde i afsnittet.
Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: