Allerede inden udgivelsen er DRs nye store dokumentarsatsning om den danske slavehandel blevet genstand for kritik.

Det skyldes, at DR i forbindelse med udarbejdelsen af 'Slave af Danmark', som dokumentaren hedder, hyrede en mangfoldighedskonsulent, der nu anklages for at være racistisk.

Konkret drejer det sig om konsulenten Joan Rang Christensen, der ifølge Kristeligt Dagblad blev hyret ind til at afholde en »bias-workshop« og undervise redaktionen bag dokumentaren i »diversitet og blinde vinkler«.

Som del af undervisningen skulle DRs redaktion læse et essay skrevet af Joan Rang Christensen, hvor hun problematiserer »hvidheden« i det danske samfund og fortæller åbent om, at hun undgår »hvide film« og i øvrigt forsøger at undgå hvide mennesker i det hele taget.

»Jeg går ikke til koncerter med stående publikumspladser, fordi jeg ikke gider at stå i armhulehøjde i en dunst af hvid sved,« lyder det blandt andet i essayet.

Det har fået Liberal Alliances folketingsmedlem Ole Birk Olesen til overfor Kristeligt Dagblad at anklage Joan Rang Christensen for at være racistisk.

B.T. har spurgt den ansvarlige DR-chef, Lisbeth Langwadt, om hun er enig i den kritik.

»Generelt bliver jeg faktisk virkelig provokeret, hvis man stigmatiserer udelukkende på grund af etnicitet. Altså, det er sådan, jeg generelt har det. Det prøver jeg virkelig selv at undgå,« indleder Langwadt, der er redaktionschef for bred kultur og fakta i DR.

'Slave af Danmark'-dokumentaren udgives den 2. marts, men bliver allerede nu mødt med kritik.
'Slave af Danmark'-dokumentaren udgives den 2. marts, men bliver allerede nu mødt med kritik. Loui Ladegaard/DR

»Der er ikke nogen tvivl om, at da jeg læste det, så var der også steder, hvor jeg blev provokeret. Selvfølgelig var der det. Og det tror jeg, at der er mange, der vil blive,« tilføjer hun.

Men er det racisme?

»Jamen, det må være op til ham (Ole Birk Olesen, red.), om han kalder det det ene eller det andet. Jeg synes generelt ikke, at man skal dømme eller stigmatisere nogen ud fra deres hudfarve.«

Men nu har I jo hyret og betalt en konsulent, der gør netop det?

»Ja, det gør hun i et essay. I det essay, kommer hun med sine holdninger til det her, som hun jo står på mål for. Det er ikke fordi, at vi så har sagt, at nu skal vi alle sammen være enige om det. Det har jo netop været en samtalestarter. Hele ideen har været at sige, at ja, det her er en holdning, der er derude. Der findes alle mulige andre holdninger. Lad os tage en snak ud fra det.«

Kunne I finde på at hyre en hvid konsulent, der havde skrevet lignende ting om sorte, og så bruge det som »en samtalestarter«?

»Det kommer an på, i hvilken sammenhæng, det så skulle være. Altså, det kommer jo an på, hvad vi skulle bruge det til. Og det er svært at sige. For mig handler det ikke om hudfarve.«

Hun tilføjer, at konsulenten har været hyret, fordi hun har en baggrund som både dramaturg og mangfoldighedskonsulent.

Lisbeth Langwadt var ikke selv med på workshoppen, men oplyser, at workshoppen fik skabt grundlag for »en vigtig samtale« om sprogbrug, stereotyper og samarbejde på et hold, hvor livserfaringer og baggrunde er forskellige.

'Slave af Danmark' er nemlig en såkaldt dramadokumentar, og består dermed både af en dokumentarisk del og en fiktionsdel.

Joan Rang Christensen er ikke vendt tilbage på B.T.s gentagne henvendelser.

I den seneste udgave af B.T.s mediepodcast Q&CO tager Henrik Qvortrup også DRs brug af mangfoldighedskonsulent op.

Hør Qvortrup konfrontere den ansvarlige DR-chef 34 minutter inde i afsnittet.

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke ‘lyt’ herunder: