Dorthes sidste farvel til moren besværliggjort af turister

Onsdag formiddag døde Dorthe Vinums mor af hjertestop, og den 53-årige kvinde ville naturligt nok gerne sige et sidste farvel til sin mor.

Der var bare et problem: Hun bor på Orø, og for tiden kan ingen af de fastboende føle sig sikre på at få en plads på færgen til Holbæk.

Turister udnytter nemlig i stor stil de gratis ture, som er fulgt med regeringens sommerpakke. Et problem for øboerne, der ikke har fortrinsret.

På Orøfærgen kan man ikke bestille billet. Der kan man blot dukke op og håbe, at køen ikke er alt for lang.

Ikke, hvad Dorthe Vinum havde overskud til midt i chokket over at have mistet sin mor. Hun ringede derfor til færgemanden for at høre, om man undtagelsesvist kunne reservere en plads til hende på næste afgang.

»Jeg fik at vide, at det ikke var akut – at jeg måtte møde op i god tid og se, om der var plads.«

Hun samlede sig og tog ned til færgen for at stå i kø. Over en time før afgang.

»Jeg var bundet til at stå og vente. Jeg var i stor sorg og stod bare dér.«

Heldigvis var der plads. Men sådan er det langtfra altid. Derfor må øboerne, hvis de vil være sikre på en plads, tage meget tidligt af sted.

Særligt Dorthe Vinums 19-årige datter, Filippa, mærker konsekvenserne af sommerpakken. Hun har en elevplads i Holbæk.

»Nogle gange kan hun simpelthen ikke komme hjem fra arbejde, fordi færgen er overfyldt. Lige nu har hun ferie, men hun gruer allerede for, at hun skal tilbage,« fortæller hendes mor.

Mor og datter er ikke de eneste øboere, der oplever problemerne. B.T. har beskrevet, hvordan øboere flere steder i landet oplever både fordele og ulemper ved strømmen af turister denne sommer.

For ingen af parterne handler det om, at turisterne ikke er velkomne. Men at tilbuddet ikke er gennemtænkt.

Derfor efterspørger begge en løsning, hvor de fastboende kan være sikre på at komme til og fra deres hjem.

»Vi er kede af og frustrerede over, at vi som beboere ikke kan opretholde en almindelig hverdag,« siger Dorthe Vinum.

Lars W. Hansen er den overfartsleder, som hun forleden havde i røret. Der var ikke noget at gøre, fastslår han. Ifølge lovningen må han ikke forfordele turisterne.

»Vi må ikke skelne mellem folk, hvad enten det gælder hudfarve, religion, seksualitet, hårfarve eller bopæl.«

»Jeg har al forståelse for, at hun er ked af det, og at det føltes akut for hende. Men det var jo ikke noget problem, for hun kom jo med.«

Hvad er så akut? Lars W. Hansen fortæller, at det eksempelvis er akut, når et vandværk bryder sammen, og man skal have en elektriker til Orø.

»I de tilfælde må jeg pille en passager af færgen. Jeg må ikke, fordi nogen har mistet deres mor. Moren var jo død, så det var ikke akut.«

»Det er faktuelt, og nogle vil måske opfatte det som ufølsomt. Men min opgave er at gøre tingene i henhold til gældende regler.«

Med det sagt er det ikke, fordi Lars W. Hansen ikke genkender det problem, øboerne står overfor.

Forleden oplevede Lars W. Hansen, at han på 8 ud af 22 afgange måtte efterlade folk på kajen. Antallet af passagerer er fordoblet denne juli.

»Færgen er dimensioneret til øboerne. Ikke det kæmpe rykind, vi oplever nu.«

»Min frustration går på, at man politisk har vedtaget noget uden at tænke på konsekvensen.«

Man burde fra politisk side have forhørt sig hos færgemændene først.

»I øjeblikket er det overhovedet ikke sjovt at være færgemand. Hvis kvindens mor ikke var død, havde du aldrig ringet til mig. Jeg er – undskyld udtrykket – pissetræt af at skulle rydde op efter en politisk beslutning,« siger han til B.T.s journalist.

På Christiansborg er man gået på sommerferie, og transportminister Benny Engelbrecht (S) kan derfor ikke stille op til interview. B.T. ville have spurgt ministeren, hvordan han forholder sig til problematikken, som flere øboere står overfor, men ministeriet henviser til færgeselskaberne.

På Orø sidder Dorthe Vinum med sorg og frustration over transportudfordringerne. Størst er problemet næste torsdag.

»Jeg har allerede ondt i maven, fordi jeg skal af sted meget, meget tidligt for at nå min egen mors bisættelse,« fortæller hun.

For at være sikker på at være der, når klokkerne ringer ind, er Dorthe Vinum nødt til at tage færgen mod fastlandet tre timer, før hun normalt ville være taget af sted.

»Og når jeg så skal hjem... Det tør jeg slet ikke tænke på.«