Da Dorthe Boss Kyhns far, Erik Kyhn, døde den 29. marts, var det ikke af coronavirus. Men hun er ikke i tvivl om, at dens konsekvenser havde indflydelse.
»Han blev mere og mere desperat. Jeg kunne mærke, han følte sig meget isoleret og glemt på en måde,« siger Dorthe Boss Kyhn om sin far, der blev desillusioneret.
»Det gik ham på. Jeg ville ikke tale for meget om corona og krise, for jeg tænkte, han ikke havde godt af det. Han havde ikke nogen at dele tingene med. Han havde kæmpe behov for at tale, men vi talte om andre ting. Han sagde selv, han følte, dagene var lange, og han var isoleret. Vi tænkte jo ikke over, det var kritisk på den måde. Vi gjorde jo, hvad vi kunne,« siger Dorthe Boss Kyhn om faren, der sidste år fik konstateret en forkalket hjerteklap.
På trods af sine 94 år var Erik Kyhn, der boede på Plejecenter Baunehøj i Lyngby-Taarbæk, en frisk men alderssvækket mand, som nød at få besøg af sin familie.
Han råbte ‘så læg mig dog for helvede i håndjern og smid mig i fængsel’.Dorthe Boss Kyhn
Disse besøg blev der sat en brat stopper for i midten af marts, da Danmark lukkede ned, og besøg herfra kun kunne være gennem ruderne fra boligen på anden sal fra det demensafsnit, han boede på.
Han led ikke selv af demens, men det gjorde hans kone, og da hun døde for halvandet år siden, fik han lov at blive i boligen.
Derfor var det også hårdt for ham ikke at have nogle at tale rigtigt med ud over i telefonen. Så hårdt, at den ellers så rolige 94-årige mand begyndte at råbe, da han ikke måtte se sin ene datter og barnebarn.
»Han råbte ‘så læg mig dog for helvede i håndjern og smid mig i fængsel’. Personalet tænkte også ‘hold da op’. Han kunne ikke forstå, han ikke måtte gå ned. Han følte lidt, det var en frihedsberøvelse. Han kaldte det også et fængsel i telefonen,« siger Dorthe Boss Kyhn, der kom med varer til sin far.
Men hun måtte ikke aflevere dem til ham. De skulle stilles ved en dør, og så blev de hentet. Ingen tæt kontakt.
Dermed kunne Dorthe Boss Kyhn ikke ved selvsyn se, hvordan det gik med faren, der i slutningen af marts blev dårlig.
»Det var kun, fordi jeg stod en eftermiddag og råbte til ham og spurgte, hvordan han havde det. Han sagde, han havde en trykken for brystet og var nødt til at lægge sig. Jeg sagde, han ikke måtte gå alene med det. Han skulle sige det til personalet. Næste morgen ringede jeg op og sagde, hvad han havde sagt. De lovede at undersøge det. Samme aften, da jeg talte med ham, sagde han, han havde så ondt, at han troede, han skulle dø. Vi fik fat i en sygeplejerske, og så blev han sendt på hospitalet,« fortæller Dorthe Boss Kyhn.
Hun klandrer ikke plejehjemmet for, at faren blev syg, men hun tror, tingene kunne have været anderledes, hvis ikke det var for corona og besøgsforbud.
»Jeg er sikker på, at havde jeg været forbi de dage før, havde jeg opdaget det. Når vi talte med ham, kunne vi hurtigt regne ud, om det var, fordi han var lidt pivet og ville have omsorg, eller om det var reelt, når han beklagede sig. Det er ikke bare fordi, vi pårørende bare brokker os over, vi ikke må besøge. Vi er også med til at observere, når noget er, som det ikke plejer at være,« siger Dothe Boss Kyhn.
Da Erik Kyhn blev indlagt, fik han ilt og havde for høje infektionstal, men ellers var intet alarmerende. Siden fik han dårlig mave og trykken for brystet, hvilket betød isolation og en - sidenhen negativ - test for coronavirus.
Efter to dage fik familien lov til at besøge ham. På stuen. Helt tæt på. Et besøg, der blev det sidste.
»De syntes, han var meget fraværende og konfus. Derfor fik vi lov at komme ind og være der i halvanden time. Gudskelov for det, for han døde samme aften. Han kom på højkant, mens vi var der. Det var først efter, det brød ud,« siger Dorthe Boss Kyhn og fortæller, at det hele skyldtes den forkalkede hjerteklap.
Den gjorde, at Erik Kyhn ikke kunne klare den lungebetændelse, han fik. At han var alene i den sidste tid, var svært. Også for de pårørende.
»Det er en mærkelig måde at miste på. Havde vi vidst det her og kunnet se nogle tegn, havde vi jo været der i døgndrift. Det var vi med vores mor, så det er fra den ene yderlighed til den anden, og man siger jo, at hvis de er døende, skal vi have adgang. Det nåede vi jo ikke til. Vi blev enormt chokerede, og det er et stort tomrum. Vi vidste jo godt, han skulle dø på et tidspunkt, men det er mærkelige omstændigheder. Jeg kan godt vågne og tænke, om det var en drøm, for vi var der ikke. Det har været mærkeligt - også forløbet efter har været besværligt. Man måtte jo hverken det ene eller andet med begravelse, og alt var besværligt på grund af coronasituationen,« siger Dorthe Boss Kyhn.
For hende og familien betød det alt, at de nåede at tale ordentligt med ham for sidste gang.
»Det var bare guld værd. Gudskelov for det,« siger Dorthe Boss Kyhn.
