Dorthe Brauner Jensen kaldte »langt ude«, da hun blev vækket en mandag morgen i april af politiet, der kunne informere hende om, at hun var sigtet for hærværk for at fodre en hest.

Nu viser det sig dog, at hun ikke står alene.

Der er nemlig hele fire personer sigtet i sagen, fremgår det af en udtalelse fra Rigspolitiet.

»Østjyllands Politi oplyser, at politikredsen den 23. april 2022 modtog en anmeldelse om, at kreaturer på Molslaboratoriets grønne arealer i Ebeltoft, som efter det oplyste indgår i et forskningsprojekt, blev fodret med hø på trods af, at fodring ifølge skiltning på stedet er forbudt,« står der i udtalelsen.

Det giver de sigtede dog ikke meget for.

»Det er ikke, fordi vi vil lave optøjer eller ballade derude. Det er, fordi vi synes, det er synd for dyrene. Jeg nægter at kalde det hærværk, derfor vil jeg ikke vedstå mig sigtelsen, men jeg indrømmer gerne, jeg har givet dem hø,« siger Inge Lassen, der er en af de sigtede.

Den kontroversielle sag handler om et såkaldt rewildingprojekt, hvor heste og kvæg i 2016 blev sat ud i en indhegning på Mols. Dyrene fodres ikke og lige netop det faktum, har ført til beskyldninger om, at dyrene sulter og er i dårlig forfatning.

»Jeg er ikke nervøs over sigtelsen, men selvfølgelig synes jeg, det er træls, at jeg nu skal bruge energi på det. Jeg er nok mere vred, end jeg er nervøs. Dyrene går derude i en elendig forfatning,« sagde Dorthe Brauner Jensen, da hun blev sigtet som en af de første.

En gruppe aktivister har over vinteren taget sagen i egen hånd og fodret dyrene, og det er altså netop det, der nu koster fire personer en sigtelse for hærværk.

Konflikten mellem Molslaboratoriet og dyreaktivister på stedet har nu udmøntet sig i både sigtelser, spørgsmål til justitsministerenministeren og debat på sociale medier.

Blandt andet har Folketingsmedlem og tidligere DF’er Karina Adsbøl bedt justitsminister, Mattias Tesfaye, svare på, om der er en nedre bagatelgrænse for, hvad politiet skal bruge tid på.

I et svar skriver Mattias Tesfaye, at det er vigtigt, politiet også tager sig af sager om mindre alvorlig kriminalitet, herunder borgernær kriminalitet.

Det svar giver Karina Adsbøl dog ikke meget for.

»Jeg synes, det er bekymrende, man bruger tiden på at sigte borgere i stedet for at bekymre sig om dyrenes ve og vel. Politiet gør blot det, de skal, når de bliver ringet efter, men de burde have til opgave at fange mordere og bandemedlemmer i stedet for at sigte borgere, der har fodret nogle dyr,« siger hun.

Hun understreger, at hun nu vil gå videre med og følge op på sagen.

Østjyllands Politi oplyser, at de fortsat efterforsker sagen, og når den er afsluttet, vil den blive overgivet til anklagemyndigheden.