»Tag underbukserne af,« sagde manden og rakte hende en hospitalskittel magen til dem, man kender fra amerikanske film.
»Så stod jeg dér med bar røv og skjorten åben i ryggen,« husker Dorte Hansen.
Men den eneste tanke, der fyldte i hendes hoved, var, at hun om kort tid ville være gravid.
Fem dage før havde en cypriotisk laborant parret æg og sæd fra to donorer i en petriskål og skrevet til Dorte Hansen, at det var tid til at sætte sig i flyveren. Nu var hun klar til at modtage æggene. Men først skulle hun underskrive en kontrakt og betale for behandlingen.
»Skriv under her,« sagde sygeplejersken og lagde kontrakten foran hende. Dorte Hansen bladrede de fire tætskrevne ark igennem og rynkede brynene. Kontrakten var på tyrkisk. Et sprog, hun hverken taler eller forstår.
Da hun besluttede sig for at blive mor med hjælp fra både en ægdonor og en sæddonor, var hun nødt til at rejse til udlandet. Derfor befandt hun sig den 29. juli 2017 på en fertilitetsklinik på Cypern.
Forinden havde hun skrevet til to privatklinikker på Nordcypern, der fik gode anbefalinger på de internationale sider på nettet, hvor folk i fertilitetsbehandling støtter hinanden.
På Facebook fulgte godt 12.000 englændere klinikken Team Miracle – Cypres IVF Centre, der svarede hurtigst og mest udførligt på de mange spørgsmål, hun havde stillet. Især patientkoordinatoren Lynsey Shaw var god at snakke med.
»Det gjorde mig tryg, at mange skrev positivt om stedet.«
Men i dag har hun opdaget, at klinikken ikke passede så godt på hende, som hun havde håbet.
Det her er historien om, hvordan fire befrugtede æg, der for Dorte Hansen var kommende ønskebørn – for andre blot var en vare – som kunne sælges, eller som kunne forsvinde. Det vender vi tilbage til.
For i 2017 var hun fuld af fortrøstning, selv da hun stod halvnøgen og nægtede at sætte sin underskrift.
»Jeg kan ikke skrive under på noget, jeg ikke forstår.«
Sygeplejersken sukkede og hentede en cypriotisk patientkoordinator, der beklagede, at de 'endnu ikke havde nået at oversætte kontrakten til engelsk'.
»Det var lidt mærkeligt, for mindst halvdelen af personalet var englændere, klinikken havde været åben i fire år, og lederen var jurist – fra England.«
Men i næste nu fjernede han al tvivl hos hende, da han sagde: 'Du har seks flotte blastocyster (befrugtede æg, red.), der venter på dig. Jeg har aldrig set finere kvalitet.'
I få sætninger forklarede han, hvad der stod i kontrakten, og lovede, at hun ville få den tilsendt.
»Jeg havde ondt i maven over at skrive under på noget, jeg ikke forstod. Men blev enig med mig selv om, at jeg var nødt til at have tillid – hvorfor skulle de snyde mig.«
Siden har hun været i kontakt med ni til 11 andre patienter fra klinikken, både danskere og englændere, der ligesom hende har skrevet under på en kontrakt, de ikke forstod.
Alle fik at vide, at klinikken var løbet tør for den engelske udgave, eller at de var i gang med at oversætte den. Alle fik at vide, at den ville blive tilsendt. Men ingen har fået den, ved Dorte Hansen fra de Facebook-grupper, hvor kvinderne skriver sammen.
»I dag tænker jeg, at det er bevidst. At det var noget, som jeg ikke ville skrive under på, hvis jeg havde forstået det. Det virker som bevidst vildledning,« siger hun.
Men hun skrev under. Betalte de 52.574 kr., som behandlingen kostede. Og blev ført ned mod operationsstuen.
Hun véd, at der på det tidspunkt var flere befrugtede æg, for lægen havde planlagt at lægge tre æg op. Et tilbud, Dorte Hansen bestemt afslog.
»Muligheden for trillinger var ikke en opgave, jeg var klar til. Jeg er alene og ville være den eneste forælder til at trøste, skifte og made, uanset om jeg endte med ét, to eller tre børn.«
Hun insisterede på, at lægen kun placerede to befrugtede æg i hendes livmoder. De sidste fire æg betalte hun 1.000 euro (eller 7.460 kr.) for at få frosset ned i to år.
På vej mod hospitalsstuen blev hun bedt om at vente. Lægen var blevet forsinket af en anden behandling, selvom hun netop havde kaldt Dorte Hansen ind.
»I dag tænker jeg, om de måske allerede var i gang med at give mine embryoner til en anden kvinde,« siger Dorte Hansen. Konspirationstankerne er svære at styre, når hun ikke kan få nogen klare svar på, hvad der er sket med hendes befrugtede æg.
Hun blev vist ind i et venteværelse. Minutterne sneglede sig af sted og blev til en halv time – og mere.
Men alt var glemt, da hun – endelig – lå på briksen med dæmpet belysning, benene i stigbøjlerne og et klæde over sit blottede underliv, og lægen bøjede sig ind over hende og sagde: 'Tillykke, du er gravid.'
Herefter fulgte godt ni måneder i skiftevis angst over, om det ville gå galt – igen – og spændt forventning. Siden blev hun mor til Ella. Og det var præcis, så godt og hårdt og helt vidunderligt, som hun havde forestillet sig.
Lige indtil hun begyndte at tænke på de fire nedfrosne æg, der kunne blive til Ellas søskende.
LÆS MED I MORGEN, HVOR DU FÅR NÆSTE KAPITEL I ‘JAGTEN PÅ DORTES ÆG’
