Vil du gerne have døbt dit barn, men har været forhindret grundet corona?

Ja, så kan du godt sætte et kryds i kalenderen ud for 29. januar.

For fra 10.30-14.30 er der DropInDåb i Aarhus Domkirke, hvor Midtbyens præster sammen med kirkens personale og frivillige vil stå klar til at byde velkommen.

»Måske har man sent i livet fået øjnene op for dåbens mulighed og ønsker at få det bragt i orden, men har bare ikke lige fundet et tidspunkt. Eller måske ønsker et ungt menneske at blive døbt uden alt for megen opmærksomhed,« skriver kirken i pressemeddelelse og tilføjer:

»Der kan være mange flere grunde end der her nævnt. Uanset grund – så er alle velkomne i Domkirken.«

DropInDåb kræver ingen tilmelding, bare du husker billedlegitimation.

Samtidig skal børn og unge under 18 år have forældre med.

Og er alle de ting på plads så bliver du ved ankomsten til Domkirken budt velkommen og registreret af en af kordegnene, hvorefter du taler med en af præsterne, og derefter bliver du døbt.