Torsdag i sidste uge knækkede håbet for nogle af de hårdest ramte kræftpatienter i Danmark.

Medicinrådet vendte tommelfingeren ned til et nyt lægemiddel mod småcellet lungekræft. Et lægemiddel, der er bedre end den behandling, som patienterne aktuelt tilbydes, men som ifølge rådet ikke er godt nok til prisen.

Problemet er, at der ikke er nogen gode alternativer, og selv om medicinen i gennemsnit 'kun' giver patienterne to måneder længere at leve i, så er to måneder lang tid, når man kun har ni til ti måneder tilbage, anfører Kræftens Bekæmpelse.

De mener derfor, at Medicinrådet bør genoverveje deres beslutning.

TIP OS! Har du småcellet lungekræft inde på livet som patient eller pårørende, hører B.T. gerne fra dig. Skriv en mail til journalist Cordelia Weber på cweb@bt.dk.

»Vi har stor forståelse for, at man er nødt til at prioritere de midler, der er i sundhedsvæsenet. Men vi synes, den her patientgruppe skal have muligheden for behandling med det nye middel,« siger Linda Aagaard Thomsen, der følger medicinområdet i Kræftens Bekæmpelse.

Der er tale om lægemidlet Tecentriq, der i kombination med kemoterapi i gennemsnit kan give patienter med småcellet lungekræft to måneder længere at leve i.

Den officielle pris er 330.000 kroner mere per patient end den nuværende behandling, men det reelle tal er lavere, fordi firmaet bag lægemidlet har givet en fortrolig rabat.

Når det handler om behandlingen, er det dog vigtigt at se på, at en stor del af patienterne lever længere end to måneder, pointerer Linda Aagaard Thomsen.

»For patienter med en restlevetid på ni til ti måneder betyder det rigtigt meget at kunne købe sig til et halvt år mere. Vi synes, det bør vægte højt, at man har en mulighed for at give nogle, hvor der i forvejen ikke er ret meget håb, en længere restlevetid,« siger Linda Aagaard Thomsen.

Småcellet lungekræft er en meget aggressiv kræftform med høj dødelighed, og der har ikke været nogen nye behandlingsmuligheder i mange år.

»Det er en svær sygdom. Det er nogle patienter, som ikke bliver raske, og overlevelse er derfor et tungt mål. Vi mener ikke, at det, at man bliver ramt af en alvorlig og dødelig sygdom, skal stille den enkelte ringere. Man skal stadig have mulighed for at få medicin, hvis det kan give livskvalitet og en længere restlevetid,« siger Linda Aagaard Thomsen.

Men det er ikke rigtigt, at man som patient er dårligere stillet, selv om man har en svær prognose, når det handler om at få adgang til de nye og dyre lægemidler, siger formand for Medicinrådet Steen Werner Hansen.

Hos Kræftens Bekæmpelse ønsker man, at patienter med småcellet lungekræft skal kunne få det nye lægemiddel.
Hos Kræftens Bekæmpelse ønsker man, at patienter med småcellet lungekræft skal kunne få det nye lægemiddel. Foto: Marie Hald
Vis mere

»Det ligger slet ikke til grund for de overvejelser, der har været i forbindelse med det her lægemiddel. Hvis vi havde set, at der var en større gruppe af patienter, som levede i lang tid uden sygdom, så havde anbefalingen kunnet være en anden – også selv om diagnosen er alvorlig.«

Og selv om Medicinrådet bruger medianoverlevelse til at vurdere lægemidler, så er det med i rådets overvejelser, at immunterapi ofte virker godt for nogle og slet ikke for andre, fortæller Steen Werner Hansen.

Han fortæller, at hver eneste anbefaling er en afvejning af, hvor meget lægemidlet koster, og hvor markant en effekt det har.

Derfor mener han heller ikke, at Medicinrådet kommer til at ændre deres anbefaling om den nye medicin til småcellet lungekræft, som Kræftens Bekæmpelse opfordrer til.

»Med de data, vi har nu, og den pris bliver det ikke en ommer. Men det er klart, at hvis der kommer nye data eller andre ting, der spiller ind i vores beslutning, så kigger vi på det igen. Det gælder alle vores anbefalinger,« siger Steen Werner Hansen.