Aflivning af mink i Jylland arbejder på højtryk, problemet er Fødevarestyrelsen og Daka kan ikke følge med. Der ligger mink over det hele.

»Det er fuldstændig urimeligt. Jeg har det skidt med, at de skal aflives. Det er på ingen måde sjovt at se på,« fortæller minkavleren Brian Langballe Kristiansen fra Thy.

Brian Langballe Kristiansen har 26.000 mink, der er blevet aflivet i løbet af de seneste par dage. Problemet er, at det langtfra er alle mink, der blevet hentet endnu, og de ligger og flyder.

»De mink, som ikke er blevet hentet i en container endnu, de har bare ligget på jorden. Jeg får to nye containere, som skulle angiveligt skulle have de sidste mink med. Der er dog lidt uenighed, om de kan have dem med.«

FOTO: Preben Due
FOTO: Preben Due

»De havde sat hønsenet op og presenning over minkene for at undgå ræve, men hønsenettet var væltet, og presenningen var delvist blæst væk.«

Minkavler Brian Langballe Kristiansen er dog ikke den eneste minkavler, der står i den situation. Også Preben Due fra Uldum har problemer med mink, der ligger på jorden. Han har allerede fået aflivet 7.000 mink, og nu venter de resterende 7.000.

»De ligger der stadigvæk. Min container er ikke afhentet, og der ligger mink på jorden, der er gået i forrådnelse. Jeg har aldrig lugtet noget lignende, det stinker helt vildt, og det er forfærdeligt. Jeg er desværre også begyndt at få klager fra naboen,« fortæller Preben Due og fortsætter:

»De er blevet gasset, og derfor svulmer de op og buler ud. Derfor har jeg fået at vide, at jeg ikke må lægge presenning over, fordi de stadigvæk vokser og bliver ved med at vælte ud af containeren.«

I et interview med TV Midtvest fortalte Karsten Aagaard fra Fødevarestyrelsen, at der ikke er nogen fødevarerisiko, når minkene er døde. Derfor stiller det nu en masse spørgsmålstegn for de mange minkavlere, som ikke har måttet bruge deres aflivede mink.

»Jeg kan ikke forstå, hvorfor vi ikke må pelse dem, nu hvor de ikke har en risiko. Lige nu ser det ud til, at prisen på minkskind vil stige, derfor er det endnu værre for os, at de skal aflives. Vi får en kompensation, men det er dagsprisen. Vi ville nok kunne få 200-300 kroner per skind, og det får vi slet ikke nu,« siger Brian Langballe Kristiansen.

Foreningen for Danske Minkavler har kaldt fødevareminister Mogens Jensen i samråd mandag aften for at snakke om den nuværende minksituation, skriver Ritzau.