Det landsdækkende tørkeindeks har i dag ramt højeste niveau. Nu ligger det landsdækkende tørkeindeks på 10, som er maksimum på skalaen. 

Ikke engang under den varme og tørre danske sommer i 2018 nåede tørkeindekset på landsplan op på det højeste niveau, men toppede på 9,8 i juli, skriver meteorolog Lars Henriksen på DMIs hjemmeside.

Normalt falder der 111,6 millimeter regn i Danmark i løbet af maj og juni. 

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at det ikke er tilfældet i år. Sølle 14,1 millimeter er det blevet til indtil videre. 

I kommentaren giver DMI også en forklaring på, hvorfor det er så usædvanligt tørt. 

Svaret findes et godt stykke over hovedet på os i de såkaldte jetstrømme, som har stor betydning for vores vejr. 

Jetstrømmene bugter sig rundt om Jorden, ligesom bølger gør det, i mere end fem kilometers højde. Jetstrømmene er kraftige vinde, der kan aftage og tiltage.

I Danmark defineres vejret ofte af den polare jetstrøm, som giver et omskifteligt vejr. 

Men nogle gange bliver 'bølgen'-  altså jetstrømmen - brudt, så den lider et knæk og kommer til at ligne det græske bogstav omega, Ω. 

Derfor bliver fænomenet også kaldt en 'omegablokering', og det er altså sådan en, der har haft sit tag i Danmark de sidste mange uger. 

Omegablokeringen er den røde linje på kortet, og det er den, som har sørget for tørt og solrigt vejr det seneste lange stykke tid. Foto: DMI
Omegablokeringen er den røde linje på kortet, og det er den, som har sørget for tørt og solrigt vejr det seneste lange stykke tid. Foto: DMI DMI

Den kommende uge begynder i samme spor, som vi efterhånden er vant til. Torsdag og fredag kan den sydøstlige del af Danmark muligvis få brudt de mange dage med tørke. Her vurderer DMI, at der kan falde lidt regn.