Efter en intens finale med VAR blev vinderen af DM i Hotdogspisning afgjort.

35 styks. Så mange hotdogs indtog vinderen af DM i Hotdogspisning ved Honørkajen i Aalborg fredag aften.

Vinderen blev Martin Munkholm fra Randers, som i sidste sekund endte med at slå sidste års vinder Michael Berg Larsen.

Det blev til imponerende 35 hotdogs på blot et kvarter.

Finalen måtte afgøres ved at tjekke videooptagelser igennem fra finalen, og dermed kunne Martin Munkholm kalde sig aftenens vinder, men det var ikke nemt, forklarer vinderen.

»Det var hårdt! Op til kvalifikationen trænede jeg slet ikke, men op til DM trænede jeg maven op i en tre-fire dage,« fortæller Martin Munkholm til B.T.

Når maven skal trænes op til DM i Hotdogspisning, foregår det dog ikke i fitnesscenteret med utallige mavebøjninger.

»Man træner maven ved at fylde den op med en masse væske og eventuelt lette kalorier som grøntsager og lignende for at udvide mavesækken,« lød det fra vinderen.

.

En presset vinder af DM i Hotdogspisning.
En presset vinder af DM i Hotdogspisning.

Efter 35 hotdogs var Martin Munkholm ikke helt sikker på, hvornår der igen skal spises hotdogs.

»Der går nok lang tid. Måske næste år. Nu skal jeg fejre det og ud at drikke med mine logebrødre. Det skal der nok blive plads til.«

I år bestod feltet til DM i Hotdogspisning af både erfarne hotdogspisere som Emil Johannesson og Robert Olsen og ikke mindst debutanter. På trods af et stærkt felt blev det som bekendt en debutant, der løb med sejren.

I år er desuden 100-års jubilæum for Danmarks første pølsevogn – og det er da næsten værd at fejre med en hotdog eller to … eller 35.