Indiske DJ Spincycle har i årtier haft verdensmusik mellem hænderne. Brasiliansk musik fra 70erne, klassisk musik fra Danmark og plader med livemusik fra ørkenfestivaler.

Alligevel havde han det som et barn i en slikbutik, da han en uge inden Resonator – en ny festival for verdensmusik –  blev sluppet løs i kælderen, der udgør Odense Musikbiblioteks magasin.

I nordens største musiksamling satte han kurs mod verdensmusikken og så sig ikke tilbage.

»Jeg blev ført ned i kælderen og begyndte bare at gå ned ad gangen. Jeg ventede ikke engang på at få en introduktion.«

Målet med besøget på biblioteket var at finde musik til hans sets under festivalen Resonator, som begyndte tirsdag aften med en talk om netop musikbibliotekets globale pladesamling med livsstilsekspert Flemming Møldrup og radiovært Carsten Holm.

»Jeg brugte timer dernede på at opdage og hive vinyler ud af reolerne – fuldstændig overvældet af, hvad jeg fandt,« fortsætter DJ Spincycle.

Under talken spillede DJ'en, der har det borgerlige navn Ankur Malhotra, plader fra musikbiblioteket. Nogle havde han hørt utallige gange før, og andre havde han aldrig hørt om.

Men det er noget af det fantastiske ved at gå på opdagelse i et fysisk musikbibliotek, mener han.

Mens han udforskede de skjulte skatte i Odense Musikbiblioteks magasin tog DJ Spincycle noter, så han kan huske hvilke plader, numre og tider, han skal spille på sine sets under Resonator.
Mens han udforskede de skjulte skatte i Odense Musikbiblioteks magasin tog DJ Spincycle noter, så han kan huske hvilke plader, numre og tider, han skal spille på sine sets under Resonator.

»Den her musik hører du ikke i radioen eller på Spotify eller nogen andre steder«

Inden Resonator har han opdaget nye afkroge af den verden af musik, Odense Musikbibliotek gemmer på. Men det er slet ikke hans første møde med vinylsamlingen. I 2014 var han på biblioteket, da det stadig lå i den gamle stationsbygning ved banegården, fordi han som manager var i Danmark med et af sine bands, Barmer Boys.

»De optrådte på Roskilde Festival på Gloria-scenen, og vores claim to fame var, at vores musik var en blanding mellem Outcast og Rolling Stones, så det var vores introduktion til Europa som Barmer Boys.«

I virkeligheden kan Barmer Boys’ musik måske bedre beskrives som indisk folke- og sufimusik iblandet et miks af forskellige stilarter, men ikke desto mindre fik DJ Spincycle stiftet bekendtskab med Odense Musikbibliotek og et stort udvalg af vinyler, hvoraf nogle slet ikke er kategoriserede, men bragt hjem til Danmark af eventyrlystne bibliotekarer.

For DJ Spincycle er det en særlig rejse at tage på opdagelse og finde traditionel musik fra lande eller folkeslag, som ikke længere eksisterer. Efterfølgende forsøger han at ændre og genskabe musikkens dna ved at sætte den sammen på en ny måde.

»Personligt tænker jeg på det som en særlig rolle, måske endda en pligt, at få mit publikum til at relatere til musikken på en måde, hvor den ikke lyder støvet eller uddateret. Musikken er levende og kan få folk ud på dansegulvet, jeg kalder den for organisk techno,« siger han.

I den sammenhæng kan vinyler bare noget helt andet end elektronisk musik, blandt andet på grund af den særlige lyd og det håndgribelige ved at stå med en plade mellem hænderne.

»Det er varmen fra den analoge lyd, der er helt særlig. Min kærlighedsaffære med musik begyndte, da jeg som barn lyttede til vinyler og kom ind i en helt anden verden med vinylerne og deres covers.«

Siden er vinylmusikken blevet en besættelse, og derfor er DJ Spincycle også medstifter af pladeselskabet Amarrass Records, som har hjemsted i New Delhi i Indien og Madison, Wisconsin i USA.

Festivalen Resonator så for første gang dagens lys tirsdag aften på Frølageret, hvor livsstilsekspert Flemming Møldrup (tv) og radiovært Carsten Holm (th) dykkede ned i verdensmusikken og Odense Musikbiblioteks globale pladesamling sammen med DJ Spincycle (i midten). DJ Spincycle spillede blandt andet på jødeharpe til vinylerne.
Festivalen Resonator så for første gang dagens lys tirsdag aften på Frølageret, hvor livsstilsekspert Flemming Møldrup (tv) og radiovært Carsten Holm (th) dykkede ned i verdensmusikken og Odense Musikbiblioteks globale pladesamling sammen med DJ Spincycle (i midten). DJ Spincycle spillede blandt andet på jødeharpe til vinylerne.

Pladens første minutter blev spillet under åbningsarrangementet med Flemming Møldrup og Carsten Holm til Resonator, mens DJ Spincycle fortalte om musikkens forførende og gennemtrængende natur.

»Meget af den traditionelle blandt andet fra Indien eksisterer også i den moderne musik, vi lytter til. Det gav også liv til ideen om, at det ville være sjovt at udforske Odense Musikbibliotek, fordi der er en gigantisk vinylsamling med global musik.«

Mens han stod og lyttede og dansede i musikbibliotekets magasin i kælderen under Borgernes Hus, faldt han også over musik, han kommer til at spille i sit amerikanske musikradioprogram.

Men de skjulte skatte kan han ikke tage med sig, trods efterspørgsel i Indien.

»Min mor har ellers spurgt, om jeg tager noget af det med hjem,« siger han.

Under Resonator kommer DJ Spincycle til at fortolke global folkemusik på blandt andet Dexter og Frølageret. Festivalen begyndte tirsdag den 9. november og fortsætter til lørdag den 13. november.