Igen, igen må en af de helt gamle spillere på værtshusmarkedet dreje nøglen om. Denne gang er det desværre blevet afdøde Dirch Passers stamsted.

Det over 100 år gamle værtshus Pinden, der ligger tæt på Københavns Hovedbanegård, har meldt ud på deres Facebook-profil, at de i udgangen af juni lukker ned.

'Udlejer er i gang med en totalrenovering af bygningen, hvilket medfører, at Pinden ikke kan fortsætte,' skriver indehaveren, Hanne Aino Levisen.

I kommentarsporet under opslaget kan man læse, at ejendommen på Reventlowsgade, som Pinden er en del af, er blevet overtaget af en hotelkæde.

Sådan så det ud foran Pinden under coronanedlukningen.
Sådan så det ud foran Pinden under coronanedlukningen. Emil Helms

Kæden har ikke planer om, at der skal være et værtshus, når de er færdige med at renovere.

Hanne Aino Levisen skriver også, at der ikke er planer om at åbne et nyt værtshus et andet sted.

'Desværre nej. Pinden er/var mit hjertebarn,' skriver hun til en Facebook-bruger, der spørger, om hun vil åbne et nyt sted.

Værtshuset har eksisteret siden 1907 og har haft mange forskellige typer af gæster, skriver TV 2 Lorry. Heriblandt skuespillerne Dirch Passer og Karl Stegger, da filmselskabet Merry Film lå i nærheden.

Det samme gjorde postvæsnet og DSB, hvorfra de ansatte kom efter fyraften.

Til sidst er skuespiller og senere teaterdirektør Betty Nansen tidligere medejer. Det var hun i 1919, hvor værtshuset gik under navnet Gentel Bar.