Det var en glædesdag på værtshuset Café Englandshus på Amager, da de i forrige uge måtte slå dørene op for de tørstige gæster igen.

Men visse udfordringer fulgte med genåbningen af restaurationsbranchen, og derfor fik Alexander Trier Mylsted, der bestyrer værtshuset, en god idé.

»Man skal have coronapas for at komme ind på værtshuset, og det vidste jeg, at mange af mine stamgæster, som jeg har kendt i mange år, ikke vil have den store mulighed for. Det er svært for dem med transport, og mange kan ikke finde ud af NemID,« siger Alexander Trier Mylsted til B.T.

Derfor besluttede den 23-årige bestyrer sig for selv at køre sine gæster til testcentret. Det skriver TV 2 Lorry.

»Da jeg selv blev testet i drive-in ved Bella Centret, så jeg, hvor nemt det var, og tænkte, at hvis gæsterne bare møder op ved værtshuset, så klarer jeg resten.«

Og han har holdt sit ord. Cirka fire gange om ugen kører Alexander Trier Mylsted en håndfuld stamgæster, der er mødt op ved værtshuset ved åbningstid, til testcentret.

Gæsterne tilmelder sig ved at ringe, skrive på Facebook eller sige det til en bartender, og nogle enkelte dage har han endda måttet køre mere end én gang, fordi der var mange tilmeldte.

»Det er mest stamgæster, der kommer, men alle kan i princippet tilmelde sig. Det er kun tænkt som en hjælp til folk, der har svært ved at overskue at blive testet. Der er heller ikke et krav om, at de skal komme på værtshuset bagefter,« siger Alexander Trier Mylsted.

De fleste træder dog indenfor på værtshuset, så snart bilen er retur fra testcentret.

»Generelt, når vi kommer tilbage, er der allerede svar på testen, og så er det de fleste, der sætter sig ind på værtshuset og får en enkelt eller bliver siddende i længere tid.«

Ifølge Alexander Trier Mylsted er testkørslen afgørende for, at flere af værtshusets stamgæster fortsat kommer på besøg. Han mener nemlig ikke, at de alle nødvendigvis selv vil kunne overskue det.

Derfor er Alexander Trier Mylsteds tilbud om testkørsel også faldet i god jord hos værtshusets gæster.

»De har allesammen været utrolig glade, og jeg har fået en masse ros for det, og der har kun været positiv respons,« siger han til B.T.