For fem år siden, var statsminister Mette Frederiksen (S) ude at besøge minkavleren Peter Hindbo i Lunderskov ved Kolding.
Her undskyldte hun for forløbet omkring hendes ulovlige ordre om at aflive alle danske mink, herunder Peter Hindbos.
Siden er årene gået, og Peter Hindbo sidder stadig og venter på den erstatning, som han er blevet lovet som kompensation for at nedlukke sit livsværk.
Den sidste uge har han fulgt med i B.T.s og Berlingskes nye afsløringer om de slettede SMS'er i minksagen.
Og spørger man Peter Hindbo, gør hele forløbet omkring de slettede SMS'er kun ondt værre for ham og andre minkavlere.
»Det skriger til himlen, at de der SMS’er lige pludselig forsvinder. Det lugter langt væk,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Det er jo juristeri, og jeg er ikke god til jura, men hvis det virkelig viser sig, at realistisk set kunne det godt lade sig gøre at genskabe de SMS’er, så synes jeg godt nok, at det er helt galt, hvis man har fortiet det.«
Efterhånden er minksagen blevet et stort kompleks af dårlige sager, mener Peter Hindbo.
Det er ikke betryggende for en minkavler som ham, der lukkede sit erhverv ned, fordi han stolede på regeringens og myndighedernes ordrer og vurderinger.
»Hele nedlukningsforløbet var én stor dårlig historie. Der var ikke styr på nogle ting, og det viser sig så også, at der ikke var styr på det juridiske,« siger Peter Hindbo og fortsætter:

»Og der er sandsynligvis blevet skrevet nogle ting, som man gerne vil skjule for offentligheden. Det gør jo, at man indimellem tænker: Var det nu også det rigtige, der blev gjort dengang?«
B.T. og Berlingske kunne mandag afsløre et hidtil mørklagt dokument om de slettede SMS'er i minksagen.
I dokumentet 2021 skriver en it-specialist fra FE blandt andet, at efterretningstjenestens Center for Cybersikkerhed ville benytte sig af andre metoder til at genskabe Mette Frederiksens slettede SMS'er fra minksagen end de metoder, som politiet havde forsøgt.
Det stemmer meget dårligt overens med det budskab, som forskellige ministre gennem tiden har leveret: At FE ikke kunne pege på andre metoder.
Onsdag beskrev flere anonyme og centrale kilder i FE så til B.T. og Berlingske, at de oplevede at blive en del af et alvorligt »coverup«, hvor ledelsen i efterretningstjenesten aktivt ønskede at dække over afgørende oplysninger i sagen om blandt andre statsminister Mette Frederiksens slettede SMS'er i minksagen.
»Centrets faglighed blev undertrykt for at hjælpe regeringen, hvilket der var vrede over. Det var naturligvis bekymrende og utilfredsstillende,« fortæller en af flere anonyme kilder med indgående kendskab til forløbet til B.T. og Berlingske.
Læs mere herunder.