Campingstole, solbriller, tæpper, pizzabakker, burgerpapir, plastikposer, chipsposer, glasflasker.

Det er tydeligt at se, at der har været fest, hvis man besøger Botanisk Have i Aarhus tidligt om morgenen i disse dage. Men mens de festglade unge mennesker har forladt festen, så ligger deres affald efterladt på græs, bænke og borde.

»Det har aldrig været værre,« siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for driftsafdelingen i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune til TV2 Østjylland. Det er hans kolleger, der for tiden må stå endnu tidligere op for at rydde op efter festerne.

»Det ser næsten ud som efter en Skanderborg eller Roskilde Festival. Somme tider kan vi ikke nå i bund med oprydningen i den ene ende af parken, før festen begynder forfra i den ende, vi har sweepet,« fortæller han.

Hvert år er Botanisk Have et populært samlingssted for fest og sommerglade unge mennesker, der drikker og hygger sig i det grønne. Men de unge plejer at være væsentligt bedre til at rydde op efter sig selv, mener Kim Gulvad Svendsen.

»Vi har talt om i afdelingen, hvad årsagen kan være til, at det er så slemt i år, og vi tænker, at det muligvis kan være fordi, de unge har været meget inde, og alt har været lukket ned. Nu er vejret godt, men man kan stadig hverken tage på Roskilde eller til Ibiza og give den gas,« forklarer Kim Gulvad.

»Måske er Botanisk Have blevet vores egen lille Ibiza.«

For Martin Sloth, der bor i nærheden af Botanisk Have og ofte går tur med barnevognen i området, var det en stor skuffelse at komme derned fredag morgen.

»Jeg var ude at gå med min grædende baby og kunne se, at de mange unge festglade studenter, der var her i aftes, ikke havde ryddet op. Jeg har aldrig set svineriet så voldsomt før,« fortæller han til TV2 Østjylland.

»Det bliver jeg lidt skuffet over. Det passer jo ikke særlig godt med, at det skulle være generationen af gode klimavenlige unge.«

Aarhus Kommunes Teknik og Miljø er i høj grad opmærksomme på problemet. Der er sat ekstra mandskab på opgaven med at rydde op i Botanisk Have og de møder tidligere, end de plejer, for at nå det.

»Normalt starter vi kl. 6-7, men lige for tiden har vi folk til at rydde op fra kl. 5 om morgenen. Det er enerverende for vores folk at gå og samle henkastet affald - her er det jo ikke bare en måge, der har været i en skraldespand,« siger Kim Gulvad Svendsen fra Teknik og Miljø.

»Faktisk kunne ikke engang en hel flok måger sprede så meget affald,« tilføjer han.

Aarhus Kommune er i samarbejde med Østjyllands Politi på vej med nye tiltag, der skal forsøge at få de unge festglade til at bruge de ekstra store opstillede skraldespande i Botanisk Have.