Billeder fra et overvågningskamera fortæller historien: Solen er gået ned en time forinden, og mørket camouflerer den igangværende forbrydelse.

To tyve er denne søndag i oktober først på aftenen trængt ind i en baggård i Københavns Nordvestkvarter og har fundet vej til en garage. Her står målene for aftenens indbrud.

Få øjeblikke efter triller de ukendte gerningsmænd ubesværet afsted med to ladcykler.

Den ene koster 29.000 kroner. Det ved lektor på Københavns Erhvervsakademi Ahmet Üzümcü. For det er hans Christianiacykel med hvid kaleche, der ses blive ført bort.

»Jeg har bestemt gjort, hvad jeg kunne for at passe på den. Tyvene har først skullet ind i vores baggård og derefter ind i en garage. Der var kædelås på og en alarm, der bipper og begynder at hyle, hvis du rokker i cyklen. Men på en eller anden måde har tyvene neutraliseret alarmen,« siger han.

Den 34-årige underviser er vred. Det skyldes ikke mindst, at det er anden gang, at nogen har stjålet en ladcykel fra ham.

»Det er trist, at min datter på to år nu går glip af den fornøjelse, det er at sidde i ladcyklen, mens vi er på cykelture gennem byen,« siger Ahmet Üzümcü, der fortsat venter på en erstatning.

Kira Bunk-Engelund er også vred. Hele fire gange inden for tre år har hun været udsat for et ladcykel-tyveri.

Kira Bunk-Engelund har fået stjålet hele fire ladcykler. Nu har hun og familien købt en bil i stedet. Privatfoto
Kira Bunk-Engelund har fået stjålet hele fire ladcykler. Nu har hun og familien købt en bil i stedet. Privatfoto
Vis mere

»Jeg har erkendt, at det er umuligt for os at have en ladcykel,« siger hun, der er blevet offer for en kedelig tendens, som også er kendt hos landets største forsikringsselskaber. Mere om det senere.

Den 32-årige socialpædagog fra Vesterbro fik første ladcykel stjålet i 2017. Den blev erstattet af en spritny Christianiacykel i 2018, men senere samme år var den også væk.

»Vi var meget glade for den, men vi nåede kun at have den i fire måneder,« fortæller hun

Efter at have betalt selvrisikoen, fik familien med hjælp fra forsikringsselskabet endnu en kostbar Christianiacykel. Men glæden blev kortvarig. Der skulle igen kun gå få måneder, før også denne ladcykel, der til daglig stod lænket uden for hjemmet på Ingerslevsgade, blev fjernet af skruppelløse tyveknægte.

»Den bliver stjålet ved højlys dag, selvom den har siddet fast til en lygtepæl med en alarmlås,« siger Kira Bunk-Engelund.

I 2019 blev den foreløbigt sidste ladcykel stjålet. Familien har nemlig helt droppet at eje et eksemplar af det praktiske transportmiddel.

»Hele sommeren havde vi ingen ladcykel, og det var vildt besværligt, fordi vi så måtte med bussen, når vi eksempelvis skulle hente børn,« siger hun og fortsætter:

»Det er træls, for det betyder, at vi nu har købt en bil i stedet. Jeg går op i miljø og klima og sorterer mit affald og den slags, så jeg er egentlig ret provokeret over at skulle have en bil mere.«

Hånden på hjertet – har I gjort nok for at passe på jeres ladcykler?

»Ja. Den første havde en kæmpe kædelås foruden den almindelige, lovpligtige lås. Den anden ladcykel havde vi en lydlås på – en tyverialarm som man kender fra motorcykler – plus den lovpligtige lås. Og på den tredje cykel havde vi den største kædelås på, som ikke kan brydes op. Men de klippede så det op, cyklen sad fast i.«

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Skal jeg tage hjulene af den?«

Omkring kl. 19 en søndag aften i oktober mistede Ahmet Üzümcü sin Christiania-ladcykel, da en tyv sneg sig ind i en baggård i København NV og tog den kostbare cykel med sig. Privatfoto
Omkring kl. 19 en søndag aften i oktober mistede Ahmet Üzümcü sin Christiania-ladcykel, da en tyv sneg sig ind i en baggård i København NV og tog den kostbare cykel med sig. Privatfoto
Vis mere

Københavns Politi oplyser over for B.T., at det ikke er muligt at lave et specifikt dataudtræk for tyverier af ladcykler.

Derfor har B.T. bedt flere af landets største forsikringsselskaber om at oplyse omfanget af ladcykel-tyverier.

Desværre fremgår det heller ikke her, præcis hvor mange af de 40.642 cykeltyverier i Danmark i 2020, der alene omhandler ladcykler.

Alligevel er billedet ganske entydigt.

»Af Trygs opgørelser fremgår det, at andelen af kunder, som får udbetalt erstatning til en el- eller ladcykel er stukket helt af de seneste år. Således udgjorde tallet for ladcykler under fire procent i 2018, men 14 procent i 2020,« siger Susanne Lindhage, Pressechef Tryg Danmark.

Hun fortsætter:

»Over de seneste år har vi set en stigende tendens i antallet af sager om tyveri af dyre cykler. Alene fra 2018 til 2020 steg antallet af sager om tyveri af cykler i prisklassen 10.000-29.999 med hele 65 procent. En del af dem er formentlig el- og ladcykler. Men tallene dækker selvfølgelig også over dyre racercykler, selvom disse må formodes at være mindre i vækst end el- og ladcykler, der er vundet meget frem de senere år.«

Meldingen er enslydende hos Alka:

»Vi kan bekræfte, at der skete en mærkbar stigning i antallet af tyverier på ladcykler fra 2018 til 2019 på 80 procent for hele landet. Dette niveau blev fastholdt i 2020, mens vi endnu ikke kan give et fuldtegnet billede fra 2021, der dog tyder på samme stabile niveau,« siger pressechef Frederik Høj Rühne.

Selvom færre cykler generelt bliver stjålet – tallet var 46.212 i 2019 – så er erstatningerne for cykeltyverier blevet større, lyder meldingerne.

Det gælder også hos Topdanmark, der peger på sammenhængen med, at de dyrere ladcykler oftere er blevet et mål for tyvene.

»Gennemsnitserstatningerne pr. cykel er steget med 18 procent siden 2018. I 2018 var den 5.999 kroner, i 2019 var den 6.422 kroner og i 2020 på 6.700 kroner, mens den foreløbigt er på 7.080 kroner i 2021. En af forklaringerne er højst sandsynligt, at eksempelvis ladcykler bliver mere og mere populære og udbredt, og de er dyrere,« lyder det fra pressechef Troels Karlskov.

Fra Ahmet Üzümcü lyder der en opfordring. Lovlydige borgere må hjælpe hinanden med at få stjålne cykler tilbage til den rette ejermand:

»Hvis man ser en ladcykel et sted, hvor den ikke plejer at stå, så find stelnummeret, og tjek på politiets hjemmeside, om cyklen er stjålet,« siger han.