'Det er jeg ked af': Alternativet-politiker undskylder omdiskuteret udtalelse om ældre
Den alternative politiker Birgitte Kehler Holst er havnet i et stormvejr efter en omdiskuteret udtalelse om ældre og mad på plejehjem.

Den alternative politiker Birgitte Kehler Holst er havnet i et stormvejr efter en omdiskuteret udtalelse om ældre og mad på plejehjem.

Da kommunalpolitikerne i Københavns Borgerrepræsentation torsdag skulle tage stilling til spørgsmålet om, hvor meget oksekød, de ældre på plejehjemmene bør få serveret, kom Birgitte Kehler Holst med en opsigtsvækkende udtalelse:
»For at blive lidt skarp og kantet: I Alternativets øjne skal alle, også ældre, bidrage til, at vi når vores klimamål. Og i parentes betragtet er det lige præcis den generation, der har svinet allermest.«
Siden er Birgitte Kehler Holst, der er gruppeforperson for Alternativet i København, blevet mødt med hård kritik fra både politiske kolleger, tusinder af danskere på sociale medier, og Ældrerådet i Københavns Kommune.
Nu erklærer hun sig overfor B.T. »ked af« sin udtalelse, selvom hun holder fast i sin pointe: at også de ældre på plejehjemmene skal være underlagt kommunens strategi for klimavenlige måltider. Du kan se en video med den omtalte længere nede i artiklen.
Helt konkret lyder det i Københavns Kommunes vejledning for måltidsstrategien, at hver enkelt beboer på kommunens plejehjem som udgangspunkt blot bør få serveret 500 gram tilberedt kød, heraf 80 gram okse-, kalve- og lammekød, om ugen.
Står det til de borgerlige partier samt Socialdemokratiet, burde plejehjem fritages fra strategien, så de for eksempel kan servere mere klassisk dansk mad med kød, sovs og kartofler til de primært ældre beboere.
Det mener Birgitte Kehler Holst og Alternativet dog ikke, fastholder hun.
Bør det ikke være op til beboerne selv - eller alternativt det enkelte plejehjem?
»En del af mad- og måltidsstrategien handler netop om, at der skal være en høj grad af medbestemmelse på den mad, man får serveret. Det skal vi bare understøtte endnu mere, hvis det ikke sker i høj nok grad i dag,« svarer Birgitte Kehler Holst i en skriftlig kommentar.
I samme kommentar forholder hun sig også til den kritik, som hun er blevet mødt med.
Hun understreger dog, at kritikken ikke har fået hende til at ændre holdning.
»Jeg kom med en lidt for frisk kommentar fra talerstolen, og det er jeg ked af,« lyder det fra Birgitte Kehler Holst, der tilføjer:
»Men jeg oplever det helt grundlæggende som uproblematisk, at vores ældre medborgere – ligesom resten af københavnerne – får serveret sund, velsmagende og økologisk mad, der følger de danske kostråd.«