4.000 kroner. Så meget er køreskoleelever villige til at tilbyde deres kørelærere for at komme foran i den lange kø til køreprøver.

»Det er sindssygt,« siger Mohamad Saada, der har fået tilbudt det høje beløb af en elev for få uger siden.

Og han er ikke alene.

Flere kørelærere fortæller nu B.T., at teori- og køreprøver er kommet i så høj kurs, at deres elever tilbyder dem penge for at komme foran i køen.

Loay Zeraiq er frusteret over, at der ikke er flere prøver til Fyn. Foto: Jeppe Kanstrup
Loay Zeraiq er frusteret over, at der ikke er flere prøver til Fyn. Foto: Jeppe Kanstrup
Vis mere

Udover Mohamad Saada fra Mrdrive, så har blandt andet også Loay Zeraiq fra LZ Køreskole i Odense oplevet at måtte afslå elevers pengetilbud.

»Vi har oplevet elever, der forsøger at komme foran i køen til prøver ved at tilbyde penge. Det er jo tydeligt, at eleverne er pressede over situationen.«

»Men det er på ingen måde noget, vi gør os i. Vi arbejder slet ikke i de baner,« siger Loay Zeraiq.

De mange pengetilbud kommer i kølvandet på de lange ventetider på køre- og teoriprøver.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan ventetiderne driver kørelærere på tværs af landet for at få tider til deres elever.

Desuden har B.T. besøgt en kørelærer, der selv med fire ansatte ikke formåede at booke nogen teoriprøver i Færdselsstyrelsens system.

Også Jess Schmidt fra Schmidts Køreskole i Odense har oplevet, at en elev har tilbudt ham penge for at komme foran.

»Jeg kan sagtens se hans problem, men det nytter ikke noget, når andre har stået i kø længere tid end ham,« siger Jess Schmidt.

Han mener aldrig, at situationen har været så slem som nu.

»Jeg lever af at sælge kørekort, og vi får prøver til én elev om ugen, og det kan jeg ikke leve af. Så myndighederne laver faktisk en begrænsning på min virksomhed, for jeg kan ikke sælge de kørekort, jeg gerne vil.«

Alle kørelærerne fortæller, at det typisk er elever, der skal generhverve deres kørekort, der tilbyder penge for at komme foran i køen.

Mohamad Saada har aldrig taget imod elevers tilbud om penge for at komme foran i køen. Foto: Mohamad Saada
Mohamad Saada har aldrig taget imod elevers tilbud om penge for at komme foran i køen. Foto: Mohamad Saada
Vis mere

»Det handler jo ofte om, at kørekortet er deres levebrød, så jeg kan egentlig godt forstå dem,« fortæller Mohamad Saada og tilføjer:

»Det er rigtig synd, at vi er kommet så langt ud, at man har et sort marked for prøvetider.«

Nyheden kommer bag på vicedirektør for kørekortområdet i Færdselsstyrelsen, Brian Paust Nielsen.

»Det kender jeg ikke til og bifalder selvfølgelig ikke,« siger han til B.T.

Han opfordrer alle til at være lidt tålmodige:

»Vi er i fuld gang med at få det her et bedre sted hen og gøre det mere efterspørgselsdrevet.«