Coop har solgt plantekasser, der er efterligninger af Ferm Livings dyrere variant. Det mener designfirmaet, der sagsøgte Coop for at kopiere deres design.

Mandag har Sø- og Handelsretten afsagt dom i sagen.

Ferm Living mente, at de i alt 16.000 plantekasser solgt i Fakta, Kvickly og andre supermarkeder i Coop til forveksling var udformet på en måde, så de lignede varianter fra designvirksomheden.

Derfor sagsøgte Ferm Living Coop for 1,5 millioner kroner for brud på ophavsretten.

Mandag har Sø- og Handelsretten dog frifundet detailhandelsvirksomheden for samtlige af de påstande, som Ferm Living havde fremlagt.

»Det er en klar og meget tilfredsstillende dom. For den beskytter den frie konkurrence og giver forbrugerne et frit valg og muligheden for at spare penge, når der er tale om varer, der ikke har et unikt design, og hvor funktionaliteten er det afgørende,« siger senioradvokat for Coop Per Sjøqvist i en pressemeddelelse.

Blomsterkasserne er en aflang, lakeret metalkasse, som er placeret på et stativ. Både Coops og Ferm Livings udgaver findes i forskellige farver.

Coop har købt kassen af virksomheden Wolly & Co A/S, der blev sagsøgt af Ferm Living for 250.000 kroner. De blev ligeledes frifundet.

Plantekasserne i Coop er solgt for mellem 129 og 299 kroner. Ferm Livings plantekasser med navnet ‘Plant Box’ er stadig i handlen og kan købes for mellem 1200 og 1500 kroner.

Sø- og Handelsretten har bestemt, at Ferm Living skal betale sagsomkostningerne til Coop og Wolly & Co. A/S på i alt 225.000 kroner. Herudover skal de betale udgifterne til skønsmand på cirka 80.000 kroner.