I Coop tager man bestik af den aktuelle coronasituation og aflyser den ellers prominente indtjeningsdag, black friday.

Det bekræfter Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef hos Coop, til B.T.

»Det er korrekt. Det er ikke tiden til aktivitet med store forsamlinger, og derfor har vi valgt ikke at holde det fysisk i butikkerne,« siger Lars Aarup.

Black friday er kendt som dagen, hvor butikker kører med stribevis af tilbud, som hvert år får danskerne til at flokkes og finde tegnebogen frem.

Helt aflyst er black friday dog ikke hos Coop, der tæller butikkerne Kvickly, Superbrugsen, Dagli' Brugsen, Irma og Fakta.

Detailvirksomheden vil i stedet køre med en online black friday, hvor kunder via virksomhedens hjemmeside kan slå til og gøre en god handel.

»Vi kan se, at under corona er folk blevet mere orienteret om at handle på nettet. Så er det klart, at butikkerne vil opleve en mindre omsætning, men det tager vi med i år,« forklarer Lars Aarup, der samtidig påpeger, at situation lå lige til højrebenet.

»Det var en no brainer. Med den tid vi lever i, ser vi det som enkelt og logisk.«

TV 2 udkom fredag med en rundspørge hos flere virksomheder, der årligt gør meget ud af Black Friday. Blandt andre Power og Elgiganten. Her vil man i stedet sprede tilbudsdagene ud over flere dage.

Hos Coop har man da også være inde omkring dén tanke.

»Det var en af de ting, vi undersøgte, men vi valgte det fra. Det vil være en black friday i god ro, hvor man kan bestille hjemmefra, sådan så der ikke bliver en sammenstemning.«

Fredag meldte Statens Serum Institut, at Danmark havde 859 smittetilfælde med corona. Det er en rekord, siden coronaen ramte landet i foråret.