Mænd er bedre til at finde vej end kvinder, viser et stort internationalt studie publiceret i tidskriftet Current Biology. Men det er ikke nødvendigvis noget, man(d) skal være stolt af, lyder det fra forskeren.
»I lande, hvor der er en høj grad af ligestilling mellem kønnene, er forskellen på mænd og kvindernes evne til at navigere minimal. Men i lande med høj ulighed er forskellen langt større. Derfor er det nærliggende at netop ulighed er afgørende for forskellen på kvinder og mænds kognitive evner,« siger professor på University College London, Hugo Spiers til BBC.
Når der er forskel på kvinder og mænds evne til at finde vej, er det altså et spørgsmål om diskrimination og ulige muligheder for eksempelvis uddannelse i nogle dele af verden. Med andre ord, er navigation ikke en særlig medfødt mandeevne, slår forskeren fast.
Studiet tager udgangspunkt i computerspillet ’Sea Hero Quest’, hvor man som spiller hjælper en gammel sømand med at navigere på det store hav. Spillet er særlig udviklet til at gøre demensforskerne klogere ved anonymt at indsamle data hos de mere end 2,5 mio. brugere fra alle verdens lande.
Tidligere har spillet f.eks. afsløret, at Danmark, Finland og Norge har verdens bedste navigationsevner, hvilket forskerne bl.a. mener hænger sammen med uddannelsesniveauet i de pågældende lande.
Netop evnen til at finde vej er noget af det første, der forsvinder, når man bliver ramt af demens. Alene i Danmark forsvinder op mod 1.500 demente hver åt i kortere eller længere tid.
Derfor er ’Sea Hero Quest’ et effektivt værktøj til at gøre os klogere på, hvordan den menneskelige evne til at navigere varierer på tværs af alder, køn, nationalitet mv.
»Det her er kun en lille del af, hvad vi kommer til at lære fra det meget effektive analyseværktøj,« siger Tim Parry, direktør hos Alzheimer's Research UK til BBC.
