Hvert år forsvinder op mod 1.500 demente i kortere eller længere tid. De seneste tre år har det kostet mindst 29 livet
Forskrækket vågner Stig Winther op i dobbeltsengen, da en stor politimand rusker i ham. Politimandens jakke er pakket omkring hans kone Gerda Winther, der står iskold ved siden af.
Kun iklædt natkjole har den alzheimerramte kvinde nemlig bevæget sig ud midt om natten i januar måned. De bare tæer er gået gennem ti centimeter sne og slud cirka en kilometer væk fra parcelhuset i Korsør, men kulden har fået tag i Gerda Winthers krop.
»Jeg blev forskrækket og ked af det. Der stod min kone i en politijakke og hundefrøs. Hun var gået hjemmefra, og jeg havde ikke opdaget det,« siger den 79-årige mand i dag om episoden nogle år tilbage.
Gerda Winther er langtfra den eneste demensramte, der er gået hjemmefra. Ifølge John Jensen, der er vicepolitiinspektør og chef for Hundetjenesten, rykker politiet ud til cirka to sager om ugen.
»De seneste år har vi oplevet en lille stigning i efterlysninger af demente. Det er nogle sager, vi prioriterer højt, da det jo hurtigt kan komme til at handle om at redde liv,« siger han.
For selv om de fleste – ligesom det var tilfældet med Gerda Winther – bliver fundet i god behold igen, sker det også, at den efterlyste bliver fundet død. I løbet af de seneste tre år har danske medier skrevet om 29 demente personer, som er fundet omkomne, efter de er gået hjemmefra. Det viser en optælling, som Alzheimerforeningen har lavet for BT.
»Hvert dødsfald er ét for meget. Men også de personer, der bliver fundet igen, har oplevet den voldsomme stress, det er, når man ligger i en grøft eller er faret vild i en skov. En stressfaktor, som kan være med til at forværre sygdommen. Så vi skal bestemt blive bedre til at hjælpe folk med demenssygdom,« siger direktør for Alzheimerforeningen Nis Peter Nissen, som påpeger at frygten for, at de forsvinder, også fylder rigtig meget hos pårørende.
Omkring 85.000 danskere lider af en demenssygdom. Et tal, som man forventer stiger i fremtiden. Fra udenlandske undersøgelser ved man, at mellem 15 og 60 pct. af alle demente på et eller andet tidspunkt går hjemmefra. For nogle år siden offentliggjorde overlæge Jens Egersgaard en analyse, hvor han kom frem til, at 1.500 demente på landsplan går hjemmefra hvert år.
Det er bestemt noget, vi som samfund skal gøre noget ved, mener Karen Tannebæk, der er uddannelsesleder på Nationalt Videncenter for Demens.
»Var det børn, der forsvandt, og nogle ikke kom levende hjem, havde vi jo ikke accepteret det,« siger hun.
Hun forklarer, at sygdommen gør, at man mister evnen til at huske og orientere sig i tid og sted og på den baggrund planlægge sine handlinger.
»Hvis de så vågner om natten og ikke kan genkende omgivelserne, så kan de gå ret impulsivt,« siger hun.
Men det kan også helt simpelt handle om, at vedkommende har behov for at gå en tur, men ikke kan aflæse, at det er nat.
Avisbuddet hjalp
Ifølge optællingen fra Alzheimerforeningen var 16 dødsfald beskrevet i medierne i 2014, mens det tal i 2016 var fem. Tallene er dog kun udtryk for et minimum, så faldet kan sagtens handle om, at medierne ikke skriver lige så meget om sagerne som tidligere. Dertil kommer vejret, der også kan spille ind.
Nis Peter Nissen håber nu også, at vi er blevet bedre til at passe på mennesker med demens. Bl.a. peger han på, at flere plejecentre er begyndt at bruge gps’er, og at danskerne generelt er blevet mere opmærksomme på demens og derfor griber ind, når de ser noget mistænkeligt.
Det var et avisbud, der studsede over Gerda Winthers bare tæer og natkjole og derfor kontaktede politiet. Efter episoden købte Stig Winther en iPhone og lagde den – uden at spørge – i Gerdas lomme.
Nu kan han ved hjælp af funktionen ’find min iPhone’ på sin egen iPad finde sin kone, hvis hun er gået for langt væk.
»Vi har aldrig diskuteret det. Det er Gerda ikke i stand til på grund af sin sygdom, så den beslutning tog jeg,« siger han.
Alzheimer-sygdommen viste sine første tegn i 2008, da Gerda og Stigs Winthers søn netop var kørt hjem efter at have spist aftensmad hos forældrene. Knap var sønnen kørt, før Gerda Winther konstaterede: ’Nå, Ken (sønnen, red.) kom ikke i dag’. Ni år efter har sygdommen begrænset 78-årige Gerda Winther så meget, at hun ikke længere går hjemmefra. Men i den periode, hvor Stig Winther var mest bange for, at hun gik ud om natten, låste han også døren til soveværelset.
»Som pårørende sover man på albuerne, fordi man er så bekymret,« siger han og forklarer, at det er lidt ligesom at have et lille barn: »Bortset fra at der ikke er nogen babyalarm.«
