Torsdag formiddag modtog Denise Anthonsen et opkald, som hun for alt i verden gerne havde været foruden.
»Hej, Denise. Din morfar kæmper lige nu for livet, så du bør nok komme forbi,« lød det fra stemmen i den anden ende af røret.
Stemmen tilhørte en ansat på Plejehjemmet Irlandsvej, hvor Denises morfar har boet de seneste måneder.
I den tid har hun talt med plejehjemmet et utal af gange, fordi hun i forbindelse med coronarestriktionerne i november pludselig ikke måtte besøge ham længere.
Denise var utilfreds, da hun dag for dag kunne se, hvordan morfar Mogens ældede med hastig kraft og blev mere og mere ensom og trist.
Derfor slog hun i sidste uge i B.T. et slag for, at man bør tænke mere over de ældres mentale helbred, når man lukker ned for plejehjemsbesøg og isolerer den ældre generation.
Men i de samme sekunder gik det pludselig stærkt for Mogens på Plejehjemmet Irlandsvej.
Dér var der nemlig mere end 90 smittede med coronavirussen, og han var én af dem.
Den besked fik hun sidste mandag, og allerede torsdag havde virussen taget så hårdt på den 93-årige mand, at han var døende, og at Denise derfor fik lov at være ved hans side.
»Jeg var rystet, men jeg fik jo lov at besøge ham, så jeg smed alt, jeg havde i hænderne, og tog af sted,« fortæller Denise Anthonsen i dag til B.T.
Denise ankom torsdag eftermiddag, og da hun trådte ind på sin morfars stue, mødte hun en afkræftet mand med meget høj feber.
Men han var dog stadig ved bevidsthed.
»Vi er i B.T., min skat. Det her har ikke været forgæves,« sagde Denise til sin morfar, mens hun holdt ham i hånden.
I sygesengen formede der sig et smil, og morfar Mogens fik fremstammet et 'dejligt'.
Denise blev ved sin morfars side, og som tilstanden blev forværret, blev det tydeligt, at der kun var ét udfald.
»Jeg elsker dig, morfar, og du må gerne give slip nu,« sagde Denise lørdag til sin coronaramte morfar.
Og et par timer efter udåndede han.
Tårerne hos Denise fik han aldrig lov at se, men da først han havde forladt denne jord, blev kinderne plaskvåde.
»Jeg mistede min bedste ven. Det var forfærdeligt,« siger hun i dag.
Men, og det er et vigtigt men, det er ikke tabet af hendes morfar, der gør allermest ondt.
Nej, det er de seneste par måneder og morfarens triste udvikling.
»Det er skrækkeligt, og det har været spild af tid. Vi har brugt så meget tid og haft ondt i maven, mens min morfar dag for dag er blevet mere og mere trist. Det er en uværdig måde at blive behandlet på, at man skal bruge sine sidste måneder på at kæmpe for at se sine nærmeste,« siger hun.
De sidste 48 timer kunne han heldigvis bruge med Denise, men faktisk er hun overbevist om, at det ville være blevet til langt mere end 48 timer, hvis han ikke var blevet kørt i sænk.
»Jeg er helt sikker på, at morfar med sin normale energi, som han havde for et halvt år siden, havde haft en langt større chance for at have overlevet det her,« siger Denise.
Nu håber Denise blot på, at man fremover vil have større fokus på, at de ældres liv også er værd at leve, selv om coronavirussen har sat os i skak.
