Den sjældne og enorme penisblomst er på nippet til at springe ud i Botanisk Have i København.

Sidste gang blomsten, der har det lidet mundrette latinske navn Amorphophallus Titanum og har en meget karakteristisk og fæl lugt, foldede sine blade ud, var tilbage i 2016. Det skriver TV 2 Lorry.

»Jeg tænker, det må blive i eftermiddag (torsdag eftermiddag, red.) eller i morgen (fredag, red.), at den springer ud. Det er mit bedste bud lige nu,« fortalte væksthusgartner i Botanisk Have - Rasmus Nikolaj Kloster - torsdag.

ARKIVFOTO fra 2014.
ARKIVFOTO fra 2014. Foto: Claus Bech
Vis mere

Hvis du vil nå at se den falloslignende blomst i fuld flor, gælder det om at være hurtig. For på trods af, at det tager lang tid for blomsten at begynde at blomstre, så blomstrer den kun i én til to dage.

Normalt vokser blomsten, der er verdens største, i regnskovene på Sumatra i Indonesien, og den er mest kendt for sin kraftige dunst, der mest af alt lugter af råddent kød. Det er den duft, der har sikret den sit andet kaldenavn, nemlig 'ligblomsten'.

Den fæle lugt skal lokke bestøvende insekter til blomsten, der kan vokse med ti centimeter om dagen, og hvis bestøvningen lykkes, bliver blomsterstanden besat med kirsebærstore, orangerøde bær.

ARKIVFOTO fra 2014.
ARKIVFOTO fra 2014. Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere

Normalt kan der gå op til 15 år mellem blomstringerne, men det er fjerde gang inden for seks år, at Botanisk Haves penisblomst blomstrer.

Da penisblomsten sidst sprang ud, tiltrak den mere end 10.000 besøgende.

Øverst i artiklen kan du se, hvordan det så ud, da blomsten sprang ud tilbage i 2014.