»Retfærdighed for Yamma – lad Yamma være det sidste offer for psykiatrien.«

Det er navnet på den demonstration, der udspiller sig foran bostedet Ørbækskilde i Fårevejle.

Her er omkring 50 personer samlet i en demonstration til ære for den 29-årige Yamma Ahamadzai, der på brutal vis blev stukket ned på sin arbejdsplads, bostedet Ørbækskilde i Fårevejle, 30. december, hvor han arbejdede som vikar.

De fremmødte er kommet med tydelige budskaber. Systemet har svigtet, systemet skal tage ansvar, og Yamma Ahamadzai skal være det sidste offer for psykiatriens mangler.

Foto: Trina Nielsen
Vis mere

B.T. er på stedet og har talt med flere af de fremmødte. Blandt andet med to unge mænd tæt på familien, som har taget turen fra Aarhus til Riisvej i Fårevejle.

De vil ikke finde sig i det, der skete med Yamma.

»Der sker svigt i samfundet. Med de detaljer, der er kommet frem i Yamma-sagen, så viser det virkelig, at noget er galt.«

Blandt de 50 tilstedeværende er også familien til Yamma, som netop har givet et par ord fra sig.

Corona er ikke en hindring for, at psykiatrien skal tage ansvar for det, der er sket, lyder et af budskaberne ved demonstrationen.
Corona er ikke en hindring for, at psykiatrien skal tage ansvar for det, der er sket, lyder et af budskaberne ved demonstrationen. Foto: Trina Nielsen
Vis mere

»Tak fordi, I viser støtte til Yamma og vores familie. At være her og se, hvor min bror blev dræbt, det rører mig så meget«, siger Sohrab Ahamedzai, lillebror til Yamma.

»Bostedet skal tage ansvar. Hvordan kan det lade sig gøre, at man passer sit arbejde og bliver dræb?«

Efter drabet på Yamma Ahamadzai er der kommet flere, foruroligende meldinger. 5. januar beskrev B.T., hvordan Yamma var alene på arbejde, da han blev dræbt af en beboer på opholdsstedet.

To dage senere kom flere detaljer frem, da en rapport fra Arbejdstilsynets beskrev, at beboerne hele døgnet har adgang til bostedets køkkenknive, hvor flere af dem er meget langskaftede, meget spidse og skarpe. En rapport, der blev udarbejdet dagen efter drabet på Yamma.

Blomster lagt for Yamma.
Blomster lagt for Yamma. Foto: Trina Nielsen
Vis mere

Alt sammen noget, som familien og de fremmødte vil have ændret. For Yamma skal være det sidste offer for psykiatrien.

»Vi er en familie ud af mange, der har lagt lig på bordet til psykiatrien. Vi vil være den sidste. Vi kræver man tager ansvar,« siger lillebror Milod Ahamadzai.

Kashif Ahmad fra Radikale Venstre er enig og erkender, at tingene skal ændres i psykiatrien.

»Desværre er det ikke første gang, vi oplever dette. Der er meget galt i psykiatrien – når man ikke kan gå på arbejde uden risiko for at miste livet,« siger han ved demonstrationen.

Yammas familie besøger opholdsstedet efter demonstrationen. Her bliver de vist rundt af personalet og skal blandt se det værelse, hvorpå Yamma sov.