Det var ikke alle, der var lige positive over for forslaget.

Ikke desto mindre er det nu en realitet i Slagelse – samtlige af kommunens 7.000 ansatte får en økonomisk anerkendelse på 500 kroner. Det skriver sn.dk.

Det er et flertal i byrådet, der står bag beslutningen, men hos Venstre var man mere forbeholden over for anerkendelsen. Partiet mener, at signalet kan være skidt i en tid, hvor mange af byens borgere, der er ansat i det private, knapt kan holde skindet på næsen.

»Vi anerkender til fulde vores medarbejdere og den ekstraindsats, der er ydet. Men der er også bare mange selvstændige i denne kommune, der har set deres livsværk forsvinde, og en masse erhvervsdrivende, der må kæmpe benhårdt for at overleve. Mange er blevet arbejdsløse, så vi skal virkelig tænke over, hvad vi bruger borgernes penge på,« lød det fra partiet.

Hos de kommunale medarbejdere lyder det, at man er glade for anerkendelsen. Rigtig mange har arbejdet i felten og udsat sig selv for en risiko. Sådan lyder det fra kommunens fællestillidsrepræsentant, Roar Mohammad Johansen.

Han understreger dog også, at anerkendelsen skal være rimelig i forhold til både erhvervsliv og arbejdsgivere. Der er ingen, der skal forfordeles, og derfor skal man finde et fornuftigt og rimeligt leje, lyder det.

Det er endnu ikke besluttet, hvordan de 3,7 millioner kroner skal fordeles til de cirka 7.000 ansatte. Enten kan de få et beløb på 500 kroner til et socialt arrangment eller et gavekort på 500 kroner til detailhandlen. Den endelige model skal politikerne vedtage mandag.

Slagelse Kommune er ikke den eneste, der har belønnet de offentligt ansattes indsats under coronakrisen med et gavekort. Det samme har man gjort i blandt andet Holbæk og Odense Kommune.